Hun tog en chance, og hun betalte med syv måneder i helvede.
Larmen hjemme på Nørrebro blev for voldsom, samværet med veninder blev sværere og selv samtaler med datteren kunne slå Louise Svalastog ud af den.
For den 35-årige håndboldstjerne har nok Danmarks mest omtalte hjernerystelse, og hun tog en chance ved at vende for hurtigt tilbage på håndboldbanen ved DM-finalerne i maj for København Håndbold. Siden måtte hun sidde uden for i otte måneder, før hun igen var klar til at spille håndbold kort inden nytår. Det var ikke bare syv måneder uden for håndboldbanen. Det var også et halvt år med store personlige omkostninger.
Louise Svalastog bebrejder ikke nogen, men hun ville ønske, at hun havde gjort det anderledes, og derfor fortæller hun nu lidt af historien om konsekvenserne. Så andre kan lære af hendes erfaringer - og ikke begå samme fejl med at vende tilbage til håndboldbanen, før hovedet er fuldstændig klar til det.
»Den 18. december fik jeg endelig 'go' for, at jeg måtte begynde at spille håndbold igen. Og den 29. december spillede jeg min første kamp i syv måneder. Det er fandeme svært. Og det går også lidt op og ned, fordi jeg stadig har gode dage og dårlige dage. Almindelige mennesker kan have dårlige dage, fordi de har sovet dårligt. Dem har jeg også, men jeg bliver bare endnu mere påvirket af det.«
»Jeg kæmper stadig med at være 100 procent, og det er jeg ikke endnu. Det har så store og voldsomme omkostninger for en selv og for ens familie - i mit tilfælde min datter, at det ikke er sjovt. Der er så mange ting i det at slå sit hoved, som er rigtig sårbart. Hjernen er det mest sårbare organ, vi har. Man skifter personlighed.«
»Det er rædselsfuldt. Du må ikke noget, og du kan ikke noget. Du bliver sgu en lidt sær størrelse, når du bliver isoleret på den måde.«
»Du kan ikke se en hjernerystelse, ligesom du kan se knæproblemer. Næsten hver gang, jeg har mødt nogen, jeg ikke har set i lang tid, siger de, at 'du ser da godt ud'. Det er rigtig kærligt, for der er aldrig nogen, der har sagt det i en dårlig mening. Det er altid sagt med rigtig stor kærlighed, men det har faktisk ramt mig hver gang. Ikke alvorligt, men man føler sig ekstremt ensom i denne skade, fordi du ikke kan se, når folk har ondt i hovedet og alle de ting, der følger med. Man kan jo næsten også føle personlighedsspaltning.«
»Noget, som man måske kan nu, kan man måske ikke om to minutter. Man får pludselig kvalme. Eller man får hovedpine. »Men du har jo lige grinet for fem minutter siden?«. Det er sindssygt svært.«
»Folk forstår ikke, at det kan være voldsomt for dig bare at have en samtale. At have en samtale med dit barn, din kæreste eller din gode veninde. Du vil gerne give dem den nærhed i fem minutter, men det kan være så voldsomt i dit system, at du kan bryde helt sammen, og du har lyst til at råbe og skrige: »Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke overskue det.« Du har heller ikke lyst til hver evig eneste dag at gå og sige, at ' jeg har det ikke godt i dag'. Så du bliver isoleret fra omverdenen, om du vil det eller ej. Jeg har ikke mødt nogen, som kunne forstå det, udover folk der har stået i samme situation.«
»Det er så afgørende ikke at negligere det. Det var det, vi gjorde i mit tilfælde. Der er nogle, der er lang tid om at komme sig over en hjernerystelse, men det er da så vigtigt at vide, at 90 procent faktisk kommer sig efter 14 dage, hvis de giver sig tiden til det, og det er acceptabelt - også af arbejdsgiveren.«
»Jeg var ikke bekendt med, at jeg kunne døje med det så længe efterfølgende. Så kan man sige, at jeg var naiv, men jeg vidste ikke bedre, end så mange andre. Den er rigtig svær, så det vigtigste er, at man tager det alvorligt. En hjernerystelse bliver lidt negligeret, og folk tænker, at det bare handler om lidt hvile.«
»Jeg har siddet og kigget på symptomerne for hjernerystelse. Der havde jeg ni ud af ti symptomer. Jeg havde meget sjældent hovedpine. Hovedpinen er kommet senere hen, men da jeg begyndte at spille håndbold igen, havde jeg ikke hovedpinen, jeg havde til gengæld alle de andre ting. Når man forværrer hjernen, bliver man ved med at stresse den, og så er det, at skaden bliver større og større. For hjernerystelse er, at hjernen er stresset i forvejen af at have fået den rystelse.«
»Når man begynder at blive klar igen, er man ikke klar. Du er mærket af en hjernerystelse i flere år - med træthed, og at du hurtigt kan få nok. Min hjerne mangler måske 10 eller 15 procent for at være tilbage, men jeg skal stadig passe ekstremt meget på den, for den holder så kort tid. Jeg er stadig pisse begrænset af den, og jeg skal stadig tage mine forbehold, selv om jeg er ved at være Louise igen.«
»Lige nu føler jeg bare, at jeg har fået røvet mit liv i syv måneder. Så nu har jeg lyst til at skulle nå det hele på fire, men jeg kan slet ikke holde til at skulle køre i et tempo, der skulle kunne gøre det. Der er så mange konsekvenser, og man føler, at man skal forsvare den hele tiden. Det gør rigtig ondt, når du har det, som du har det i forvejen.«
»Vi er nødt til at passe på hinanden. Jeg har lige haft en kollega, der er blevet skudt i hovedet, og det er fuldstændig vanvittigt, at vi skal snakke om, om man må det eller ej. I min verden er det helt sort/hvidt. Vi er nødt til først og fremmest at passe på hinanden. Det er for helvede underholdning. Vi skal ikke smadre hinandens liv for et underholdningsprodukt.«
»Jeg har været ved min behandler igen, og jeg er stadig ikke på fuldt blus, men jeg er ikke gået tilbage af at være startet med at træne håndbold igen og har spillet kamp. Mit hoved følger fint med, så det er super dejligt, at det ikke fik en reaktion på, at jeg begyndte igen.«
