Danmark havde absolut INGEN problemer med at køre DR Congo midt over i de forsvarende verdensmestres anden VM-kamp i Egypten.

39-19 endte kampen, som Nikolaj Jacobsen brugte til at give Niklas Landin og Mikkel Hansen en fridag.

I stedet udnyttede spillere som Jacob Holm og Johan Hansen spilletiden til at banke en masse mål ind på VM-kontoen.

Herunder kan du læse B.T.s dom over den danske storsejr:

Han har tidligere været persona non grata på Nikolaj Jacobsens landshold. Emil Nielsen var for useriøs omkring sin træning, mente landstræneren. Men med Jannick Green ude fik Nantes-målmanden alligevel en invitation til VM i Egypten. Han blev sendt på tribunen i åbningskampen – men mod Congo fik Emil Nielsen en sjælden chance.

Og den chance greb han! Aarhusianeren havde masser af redninger – også af de store slags, for det var et til tider yderst gavmildt dansk forsvar. Og i den store tomme Kairo-hal kunne man tydeligt høre en yderst veltilfreds landstræner hælde ros ud over målmanden. 'Godt, Emil!', 'Stærkt Emil!', Sådan, Emil!'. Det var en landsholdskarriere, der blev pustet noget tiltrængt liv i i 60 minutter.

Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT
Vis mere

Det var i den grad svært ikke at lade sig sjaskcharmere af Congos stregspiller Gauthier Mvumbi Thierry, der på papiret står til at veje 89 kilo. Der er muligvis glemt et ettal i den opgørelse, for Mvuvbi ligner en mand, der har slugt et par fløjspillere. Han fik 120 kilo tunge Simon Hald til at ligne petit kongelig balletdanser.

Ja, det så en smule absurd ud med en Serie 5-fysik blandt de super veltrænede atleter på det danske hold. Men hey, det er også tilladt at være lidt godt i stand – og han var faktisk en habil håndboldspiller. Og hans screeninger ramte de danske drenge, som et bat rammer en bordtennisbold.

Foto: Mohamed Abd El Ghany / POOL
Vis mere

Nå, nu begynder Danmarks VM endelig! For de to første kampe mod Bahrain og DR Congo har i princippet været fuldstændigt ligegyldige. Nu venter Argentina i den sidste gruppekamp – sydamerikanerne har ikke set stærke ud, men der venter dog Danmark et forsvar, der er flere niveauer over de to første modstandere. Og derefter er der dømt mellemrunde.

Kan der overhovedet konkluderes noget ud fra opgørene mod miniputnationerne Congo og Bahrain? Tja tja. Nikolaj Jacobsen kan da glæde sig over, at han har fået smurt spilletiden ud på masser af hænder. Og nærmest samtlige spillere har smagt på succesoplevelser. Men så kan vi vist heller ikke tage mere med. NU begynder alvoren, Danmark!

Denmark's left back Jacob Holm (L) is challenged by Democratic Republic of Congo's right winger Steeven Corneil Olivier (R) during the 2021 World Men's Handball Championship match between Group D teams DR Congo and Denmark at the Cairo Stadium Sports Hall in the Egyptian capital on January 17, 2021. (Photo by MOHAMED ABD EL GHANY / POOL / AFP)
Denmark's left back Jacob Holm (L) is challenged by Democratic Republic of Congo's right winger Steeven Corneil Olivier (R) during the 2021 World Men's Handball Championship match between Group D teams DR Congo and Denmark at the Cairo Stadium Sports Hall in the Egyptian capital on January 17, 2021. (Photo by MOHAMED ABD EL GHANY / POOL / AFP) Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere