Indtil fredag aften har navnet Gauthier Mvumbi Thierry næppe sagt ret mange noget som helst.

Ikke engang de største håndbold-connoisseurs har vidst, hvem den congolesiske stregspiller var.

Det ville egentlig også være mærkeligt, for til daglig spiller han i den fjerdebedste franske række i klubben Dreux AC.

Men alt det blev der ændret på, da DR Congo mødte Argentina i nationens første kamp ved VM.

Den store stregspiller Gauthier Mvumbi Thierry scorede fire gange på fire forsøg mod Argentina. Danske Mads Mensah er dog ikke skræmt over udsigten til den fysisk hårde udfordring.
Den store stregspiller Gauthier Mvumbi Thierry scorede fire gange på fire forsøg mod Argentina. Danske Mads Mensah er dog ikke skræmt over udsigten til den fysisk hårde udfordring. Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

Gauthier Mvumbi Thierrys iøjnefaldende fysik fik ham straks til at gå viralt på de sociale medier – og så var han i øvrigt også en voldsom opgave for det argentinske forsvar.

Selvom han blot fik 11 minutter på banen, så nåede han at score fire gange på fire forsøg og skabe store frustrationer for argentinerne, som havde svært ved at styre den stærke stregspiller.

Søndag aften bliver det så det danske forsvars tur til at slås med den bastante Thierry.

Da der var pressemøde lørdag formiddag, havde landsholdet ikke nået at se video på Congo endnu – men Mads Mensah var alligevel godt klar over, hvem Gauthier Mvumbi Thierry er.

»Ham så jeg et klip med på Instagram, så ham har jeg set,« siger den danske bagspiller.

I IHFs officielle papirer står Gauthier Mvumbi Thierry til at være 1,76 meter høj og veje 89 kg. Det virker dog ikke umiddelbart voldsomt troværdigt.

Ifølge Mads Mensah venter der da også en fysisk hård opgave, men det er på ingen måde noget, der skræmmer ham.

»Jamen… Han er stor. Der er der mange stregspillere, der er. Så kan det godt være, han er endnu større. Men det må vi bare bokse med, ligesom vi skal med alle mulige andre.«

»Hvis vi så taber den kamp (i forsvaret, red.), så tænker jeg, at vi må se, om vi ikke kan få noget fart i fødderne op til midten og så se, om han kan følge med på det, hvis vi ikke kan følge med på den anden kamp.«

»Så det er ikke noget, jeg synes, der kræver den helt store forberedelse. Han er en stor streg med masser af fysik, virker det til. Så må vi se, om vi kan straffe ham på løbedelen,« lyder analysen fra Mensah.

Gauthier Mvumbi Thierry og Congo har dog også tænkt sig at forsøge at straffe Danmark, selvom det på forhånd ligner en meget ulige kamp.

Det fortalte stregspilleren før afrejse til VM i et interview med franske L’Écho Republicain.

»Vi har absolut intet at tabe, så vi gør vores bedste og spiller vores kort hårdt. De har to arme og to ben ligesom os,« konstaterede han.

Og særligt Mikkel Hansen virker til at være genstand for congolesisk opmærksomhed. Ifølge L'Echo Republicain har Thierry og holdkammeraterne nemlig en intern konkurrence om, hvem der kan flå det karakteristiske pandebånd af Mikkel Hansen i løbet af kampen.

»Jeg ved ikke, hvad vinderen får, men det er det, der er udfordringen,« forklarede Gauthier Mvumbi Thierry i interviewet.

Søndag aften bliver vi klogere på, om de congolesiske spillere får held med deres mission – og om de mod forventning er i stand til at drille de danske storfavoritter. Du kan følge kampen live her på bt.dk.