Nu begynder VM for alvor, og modstanden er blevet markant hårdere for Danmark.

Det kunne da også ses i første mellemrundekamp, hvor danskerne i første del af kampen mod Ungarn havde uhyre svært ved at finde fodfæste i angrebet.

Noget, der dog blev rettet op på, og kombineret med en forrygende indsats af Althea Reinhardt i det danske mål gik Jesper Jensens mandskab til pause med en føring på fire mål.

Danskerne holdt fast i anden halvleg, hvor Althea Reinhardt også stod fremragende, og danskerne kunne, da hornet lød, knytte næverne over en sejr på 30-19. En sejr, der sender dem meget tæt på kvartfinalen.

Det var ret opsigtsvækkende, da Jesper Jensens startopstilling til kampen kom frem. For på mål havde han valgt Althea Reinhardt frem for Sandra Toft. Godt nok har de to målvogtere delt kampene lidt i gruppespillet, men da modstanden blev sværere i form af Sydkorea, var det Sandra Toft, landstræneren valgte.

Men sådan var det ikke mod Ungarn, og 25-årige Althea Reinhardt viste da også sin klasse, da hun lagde ud med en redning. Dem leverede hun flere af i første halvleg, hvor Danmark mildest talt kom skidt fra start. Hun stod også i vejen for Ungarns første straffekast, og det var generelt helt vanvittigt, så kold hun var.

Hun hev adskillige imponerende redninger frem, holdt et tårnhøjt niveau og satte en tyk streg under den storform, hun også har vist i sæsonen i Odense.

Det så fuldkommen bizart ud, da kampens dommer i starten af anden halvleg stak to fingre i vejret. Ikke at udvisninger er unormale, men han pegede på Line Haugsted, der da mildest talt også så meget overrasket ud. Og det forstår man godt.

For hun var ikke i nærheden af situationen, der fik dommeren til at fløjte for noget strafbart. Det var derimod Mie Højlund, som Haugsted da også pegede hen på med et lille smil.

Dommeren må simpelthen have set forkert, og en meget forvirret Line Haugsted måtte altså sætte sig ud på sidelinjen et par minutter.

Det endte dog heldigvis ikke med at koste meget for danskerne at have en mand i undertal, selvom Ungarn reducerede på det efterfølgende straffekast.

Vi vidste på forhånd, at en sejr til Danmark ville betyde, at det dermed så rigtig godt ud i jagten på en kvartfinale.

Og selvom det ikke så helt godt ud i starten af første halvleg, ændrede billedet sig. Med sejren er danskerne uhyre tæt på en plads videre i turneringen. Faktisk er der tale om en decideret 'matchbold' i næste kamp i den forbindelse.

Danmark møder her Tjekkiet, og det er en modstander, Jesper Jensens mandskab bør kunne slå. Fejlene fra starten af kampen skal elimineres både i næste kamp og også senere i turneringen, og det er noget, danskerne kan arbejde lidt på.

Til gengæld kan de klappe sig selv på skuldrene over stærkt forsvarsspil og en flyvende målmand.