Den tidligere professionelle golfspiller og nuværende Instagram-stjerne Paige Spiranac er rasende over de racismeanklager, der er kommet mod hende.

Anklagerne kom efter, at hun lykønskede den nykårede japanske US Masters-vinder, Hideki Matsuyama, med sejren på Twitter og skrev, hvordan hun glædede sig til menuen til 'the champions djinner'.

Op til næste års turnering får den regerende mester nemlig lov til at stå for menuen til en middag, hvor alle de tidligere vindere af den prestigefyldte turnering bliver inviteret.

»Jeg kom med en kommentar om, hvor fantastisk menuen bliver næste år, fordi jeg elsker japansk mad. De fleste vindere sammensætter en menu for at ære, hvor de er fra, og jeg forventer, at Hideki gør det samme,« sagde Paige Spiranac i golfpodcasten 'Playing A Round', hvor hun rasede over, at hendes kommentar blev set som racistisk:

»Jeg er ligeglad med, om nogen kalder mig en billig tøs, men at blive kaldt racist er sygt. Jeg er ærligt talt så ked af dette.«

På hendes Twitter-opslag skriver vrede brugere, at japanere faktisk spiser andet end sushi, og at det er stødende, at hun tænker så stereotypt om japanere.

En del brugere bakker dog også op om Paige Spiranac, der mener, at det er gået for vidt med at anklage folk for racisme og sexisme, når der slet ikke er noget grundlag for det. Og det mener hovedpersonen selv heller ikke, at der er.

'Ærligt talt er det foruroligende, hvordan alting bliver vendt til noget negativt,' skriver hun på Twitter.

Hideki Matsuyama jubler over sin historiske Masters-sejr.
Hideki Matsuyama jubler over sin historiske Masters-sejr. Foto: BRIAN SNYDER
Vis mere

29-årige Hideki Matsuyama fra Japan blev søndag den første asiat nogensinde, som vandt majorturneringen US Master.

»Forhåbentligt bliver jeg en pioner inden for dette, så mange andre japanere vil følge efter. Jeg er glad for at kunne åbne sluserne, så mange andre kan følge efter mig,« sagde Hideki Matsuyama efter den historiske sejr.