»Michael burde ikke forsvinde.«

Sådan indledte Michael Schumachers manager, Sabine Kehm, nogle få ord om Formel 1-legenden under et velgørenhedsarrangement i Frankfurt.

Det skriver den tyske avis Der Westen.

Under arrangementet, der blandt andet bestod af en velgørenhedsfodboldkamp, hvor medier var inviteret, tog Sabine Kehm ordet og talte kort om den mand, hvis tilstand så få kender til.

»Hvis Michael kunne, ville han uden tvivl sidde her og have en dejlig dag med os,« sagde Sabine Kehm, der kun få gange har udtalt sig om Formel 1-legenden.

»Vi ville have haft en virkelig sjov kamp denne aften,« sagde hun med henvisning til, at Michael Schumacher i den grad havde moret sig, hvis han havde deltaget.

Den 50-årige tysker har ikke vist sig offentligt, siden han i 2013 var ude for en grim skiulykke, hvor han slog hovedet i så voldsom grad, at han var i livsfare og lå i koma. Han er efterfølgende blevet opereret flere gange, men hvordan han egentlig har det, er aldrig blevet meldt ud.

Kun de allernærmeste kender til hans præcise tilstand, som familien ikke ønsker at udtale sig om i respekt for Formel 1-legenden og hans privatliv. Men Der Westen mener, at den nye udtalelse fra Sabine Kehm bestemt skal tolkes positivt.

Michael Schumacher og konen Corinna.
Michael Schumacher og konen Corinna. Foto: J.L.Cereijido
Vis mere

'For de trofaste fans giver disse ord et lille håb. De mange fans vil se deres helt tilbage på banen,' skriver det tyske medie.

Sidst, der var nyt om Michael Schumacher, var for omkring en måned siden, da tyskeren var indlagt på Georges Pompidou European-hospitalet i Paris. Her gennemgik han såkaldt stamcelleterapi, ligesom han fik en blodtransfusion, fortalte Le Parisien-journalisten Jean-Michel Décugis i et tv-interview med BFM TV.

Schumacher-familien har tidligere fået kritik for ikke at være mere åbne omkring den 50-årige legendes tilstand, men det er flere gange blevet understreget, at det altså forbliver, som det er nu. Tavshed.

»Michaels helbred kommer ikke offentligheden ved, så vi kommer ikke til at kommentere på det. Kun fordi vi ønsker at beskytte Michaels privatliv så meget som muligt,« har Sabine Kehm tidligere fortalt.