Jean Todt er en af de få, der har fået lov til at besøge Michael Schumacher de seneste år.

»Der er intet nyt, udover det faktum at Michael kæmper hver dag for at forbedre situationen.«

Sådan siger den 73-årige Formel 1-boss, som havde Schumacher under sine vinger hos Ferrari til italienske La Republicca, skriver flere udenlandske medier, herunder Bild. Og han er stadig en tæt ven til tyskeren og hans familie.

»Det er klart, at vi alle skal hjælpe ham og håbe der kommer...lad os kalde det stille og rolig fremgang. Jeg har fortalt sandheden. Jeg har set Grand Prix i fjernsynet sammen med ham. Jeg håber, vi en dag kan tage til et Grand Prix sammen,« siger Jean Todt.

Jean Todt (tv.) er stadig en god ven af Michael Schumacher.
Jean Todt (tv.) er stadig en god ven af Michael Schumacher. Foto: YURI CORTEZ
Vis mere

Det har været yderst sparsomt med information omkring Michael Schumachers tilstand siden han i december 2013 kom galt afsted under en skiferie.

Han slog hovedet voldsomt, var i livsfare og lå i koma. For nyligt har det dog lydt, at han er ude af koma. Det skete i forbindelse med, at Formel 1-legenden var indlagt på Georges Pompidou European Hospitalet i Paris for at modtage stamcellebehandling.

Det skrev den franske avis, Le Parisien. At avisen fik opsnappet besøget ærgrer dog Jean Todt, der mener, at det er op til familien, hvad der skal ud, og hvad der skal forblive hemmeligt.

»Det rystede mig at se, at da han kom til Paris for at blive undersøgt på hospitalet, var der folk, der ellers burde have respekt for deres tavshedspligt, der sagde noget. Det er uværdigt, og jeg håber, vi finder frem til kilden,« siger Jean Todt.

Han understreger, at omverdenen burde respektere familiens ønske. Og det er, at Michael Schumachers tilstand bliver holdt privat.

Det er i racerlegendens egen ånd, har de før fortalt, og det har tyskerens manager, Sabine Kehm, også flere gange slået fast.

I løbet af ugen har hun dog givet en sjælden udtalelse i forbindelse med et velgørenhedsarrangement i Frankfurt.

»Hvis Michael kunne, ville han uden tvivl sidde her og have en dejlig dag med os. Vi ville have haft en virkelig sjov kamp denne aften,« sagde Sabine Kehm.