En spansk borgmester er kommet i stormvejr, efter han sammenlignede Fernando Alonsos uheld med legenden Michael Schumachers.

Folk er nemlig ret vrede på Gonzalo Perez Jacome, der er borgmester i byen Ourense i Spaniens nordvestlige del af Galicien.

Årsagen er en opdatering fra borgmesteren via Twitter, hvor han sammenligner Fernando Alonsos seneste cykelulykke, hvor den spanske Formel 1-kører blandt andet brækkede kæben, med Michael Schumachers livstruende skiulykke i 2013.

Således skrev borgmesteren.

'Ligesom Michael Schumacher, da han stod på ski, har Fernando Alonso haft en alvorlig ulykke på sin cykel. Det ironiske for begge ulykker er, at det skete uden for deres højrisikosport, Formel 1,' lød det fra Gonzalo Perez Jacome, der fortsatte:

»Eller måske er det på grund af det, fordi de ikke havde kontrol over situationen, selvom den var mindre farlig.«

Kommentaren har medført reaktioner på Twitter, hvor flere har stillet spørgsmålstegn ved Gonzalo Perez Jacomes evner som borgmester, når han kan finde på at skrive sådan en omgang vrøvl.

Således er harmen størst over, at borgmesteren insinuerer, at de to stjerner ikke passede godt nok på og måske opførte sig frygtløst, da ulykkerne ramte.