Renault – eller Alpine F1 Team – som de nu kalder sig, har flere planer i spil for, hvordan de skal sikre danske Christian Lundgaard en plads i Formel 1.

Først og fremmest skal den unge dansker selvfølgelig gøre sig ekstremt godt bemærket i Formel 2-sæsonen her i 2021.

Gør han det, står Alpine med et andet problem. For hvor skal de placere Christian Lundgaard i feltet?

Uden et egentligt kundeteam har Alpine således kun de to sæder til rådighed, som spanske Fernando Alonso og franske Esteban Ocon sidder i.

Alpine har dog styr på situationen, lover akademichef Mia Sharizman.

»Det er en ting, vi har et øje på og har fundet veje, der ultimativt vil give vores kørere et sæde,« siger han til motorsportsmediet Fi.com.

»Uden en kunde til motorerne og uden aftaler kan der stadig være samarbejde med andre hold. Jeg vil ikke dvæle for meget ved det,« fortsætter han.

På Alpines akademi kæmper Christian Lundgaard om Formel 1-pladserne med kineseren Zhou og australieren Oscar Piastri.

Alle tre er det kørere, som har vist et stort potentiale, der rækker til Formel 1.

Og det er akademichefen helt med på.

»Selvfølgelig er det førsteprioriteten at få en ind på vores eget hold. Men vi tror på, at der også vil være plads til samarbejde med andre hold uanset et motorsamarbejde,« siger Mia Sharizman og tilføjer:

»Vi har en plan a og en plan b allerede nu. Det er hele tiden i min bevidsthed. Jeg tror, at det hele bliver godt, og at vi kan få alle tre kørere op, hvor de hører til.«