Hemmeligheden om Michael Schumachers mentale og fysiske tilstand er og bliver et mysterium for offentligheden. Sportens måske allerstørste mysterium netop nu.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvem sørger for, at intet slipper ud? Og hvad er tanken og ideen bag det enorme hemmelighedskræmmeri?

Det sidste beskriver en kilde, som ikke vil citeres, meget klart. Den stramme styring hænger formentlig sammen med, at Schumacher-familien har et reelt ønske om, at Michael Schumacher ikke skal huskes for det, han er i dag, men for det, han var:

'En verdensklasseatlet, som kørte sig til global stjernestatus. Og som satte nye standarder for blandt andet den fysiske del af motorsporten.'

Siden 2013 har en hel verden af fans og medier søgt svaret, men kun overfladiske brudstykker er siden kommet frem om den 52-årige tyskers tilstand efter den skæbnesvangre skiulykke på en bjergside i franske Meribel.

Hvordan Michael Schumacher egentlig har det, ved kun de allernærmeste og dem, der behandler den syvdobbelte Formel 1-verdensmester.

Informationerne styres i en sådan grad, at selv mennesker, der kunne vide noget på anden, tredje eller fjerde hånd, klapper i.

Racerkøreren Tom Kristensen er én af de danske kollegaer, der kender Michael Schumacher bedst her i landet.

Den nidobbelte Le Mans-konge ønsker af respekt for familien ikke at udtale sig om Schumachers tilstand.

»Men han giver aldrig op,« slår Tom Kristensen fast.

Michael Schumacher og Tom Kristensen kom især tæt på hinanden, da de en årrække i 00erne sås jævnligt, når de begge ferierede i det norske skisportssted Trysil.

Foruden at stå på ski sammen tog de to racerstjerner hver anden aften ud og spillede indendørs fodbold. Her var de flankeret af flere norske landsholdsspillere på det tidspunkt.

De har også krydset klinger ved den årlige 'Race of Champions', hvor flere drabelige dueller blev udkæmpet.

Hvis der er noget, Tom Kristensen har lært om Michael Schumacher, er det, at tyskeren aldrig giver op. Og at den ild fortsat brænder i ham i dag.

»Michael har altid været meget konkurrencedygtig. Derfor lever sloganet 'Keep Fighting Michael' (kæmp videre, Michael, red.) stadig i ham, er jeg sikker på. Han vil gøre alt for at vinde, og det har han altid gjort,« siger Tom Kristensen.

Tom Kristensen og Michael Schumacher kender hinanden særdeles godt. (AFP PHOTO/Ian Kington)
Tom Kristensen og Michael Schumacher kender hinanden særdeles godt. (AFP PHOTO/Ian Kington) Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Det er ikke kun Tom Kristensen, som meget bestemt følger Schumacher-familiens ønske om at holde informationer om Michael Schumachers helbred privat.

Den stringente linje om at holde tæt håndhæves helt ind i hjertet af Michael Schumachers tidligere gemakker hos Ferrari.

En kilde, der gennem flere år havde sin daglige gang hos Ferrari på fabrikken i Maranello, fortæller til B.T., at Michael Schumachers ve og vel ikke er noget, man spørger til hos italienerne, der lagde bil til tyskerens mest succesfulde periode som racerkører fra 1996 til 2006.

Dem, der alligevel drister sig til at spørge ind til Michael Schumachers helbred, bliver der set skævt til. Og spørgsmålet bliver som oftest besvaret med et 'det ved vi ikke'. Også fra skikkelser, der formentlig ved mere end de fleste om, hvordan Michael Schumacher har det.

B.T.s kilde ønsker af samme grund heller ikke sit navn frem. Hvordan det går Michael Schumacher, 'er ikke noget, man taler om' – det handler om respekt og om at efterkomme familiens ønske om at holde det privat.

En af de få, der både besøger Michael Schumacher bag de hermetisk lukkede døre i enten Schweiz eller på Mallorca, er Ferraris tidligere teamchef Jean Todt.

Han har de seneste år åbnet lidt op om, hvordan det går med Formel 1-legenden.

»Jeg er altid meget diskret i forhold til det emne, da vi ved, at han havde et meget alvorligt uheld,« fortalte Jean Todt, der nu er præsident for Det Internationale Bilsportsforbund FIA, i et interview med det franske medie Ouest-France i december 2020.

»Han har desværre fået meget alvorlige komplikationer. Han får behandling, så han kan genfinde et mere normalt liv,« forklarede franskmanden.

Ifølge Jean Todt ser han Michael Schumacher et par gange hver måned, hvilket må siges at være ofte.

Schumacher-familiens kæmpe palæ i Schweiz. (EPA/LAURENT GILLIERON)
Schumacher-familiens kæmpe palæ i Schweiz. (EPA/LAURENT GILLIERON) Foto: LAURENT GILLIERON
Vis mere

Michael Schumachers hustru, Corinna Schumacher, har holdt sig ude af mediernes søgelys siden den livstruende ulykke i 2013.

Men hun udtalte dog følgende, da Michael Schumacher fyldte 50 for to år siden.

»I kan være sikre på, at han er i de bedste hænder, og at vi gør alt, hvad der menneskeligt er muligt for at hjælpe ham. Forstå venligst, at vi –  som han altid har ønsket – følger Michaels ønsker om at holde noget så følelsesmæssigt som hans helbred privat,« sagde hun dengang.

Corina Schumacher har holdt sig ude af mediernes søgelys siden ulykken i 2023. (KARIM SAHIB / AFP)
Corina Schumacher har holdt sig ude af mediernes søgelys siden ulykken i 2023. (KARIM SAHIB / AFP) Foto: KARIM SAHIB
Vis mere

Det, man ved om Michael Schumachers ulykke, er, at han slog sit hoved voldsomt mod en klippe, og at han måtte behandles for traumer i hovedet og i hjernen.

Men der findes ingen bekræftede oplysninger om, hvordan han er kommet sig efterfølgende, og hvilke komplikationer han kæmper med.

Et af få øjenvidner til Michael Schumachers ulykke i 2013 er hans søn, den nyslåede Formel 1-kører Mick Schumacher.

Efter i 2020 at have vundet Formel 2 blev Mick Schumacher via sin akademistatus hos Ferrari sendt til Haas F1 Team, hvor han var med til at skubbe danske Kevin Magnussen ud.

Men selvom Mick Schumacher nu gør sig i en af klodens mest eksponerede sportsgrene, skal man ikke forvente, at der for alvor kommer skub i nyhedsstrømmen om faderens tilstand.

Mick Schumacher går i sin fars store fodspor i 2021, når han debuterer i Formel 1. (Photo by Andrej ISAKOVIC and Patrick HERTZOG / AFP)
Mick Schumacher går i sin fars store fodspor i 2021, når han debuterer i Formel 1. (Photo by Andrej ISAKOVIC and Patrick HERTZOG / AFP) Foto: ANDREJ ISAKOVIC, PATRICK HERTZOG
Vis mere

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Haas F1 Team om, hvordan holdet vil håndtere den helt åbenlyse interesse for Schumacher-familien. Men pressechef Stuart Morisson er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

B.T. erfarer dog, at der bliver særdeles stringente regler omkring Mick Schumacher i forhold til mødet med pressen og offentligheden i Formel 1.

Således vil den unge Schumacher være mandsopdækket konstant af manageren Sabine Kehm, der i sin tid havde samme beskyttende rolle, da Michael Schumacher kørte Formel 1.

Sabine Kehm har siden ulykken udtalt sig et hav af gange på vegne af Schumacher-familien, og hun er kendt for at styre kommunikationen med hård hånd.

Ifølge de oplysninger, B.T. har fået, bliver det sådan, at alle spørgsmål til Mick Schumacher skal sendes til Sabine Kehm på forhånd, hvilket aldrig ellers har været kutyme hos Haas under tiden med Romain Grosjean og Kevin Magnussen.

Her stillede kørerne op og svarede på det, der nu kom deres vej.

De mange forholdsregler er alt sammen sat i værk for at sikre, at der ikke bliver stillet spørgsmål til Mick Schumacher, som omhandler hans far.

Sabine Kehm mandsopdækker Schumacher-familien. (MICHAEL GOTTSCHALK / AFP)
Sabine Kehm mandsopdækker Schumacher-familien. (MICHAEL GOTTSCHALK / AFP) Foto: MICHAEL GOTTSCHALK
Vis mere