Han har nok været vant til sammenligningen, siden han første gang satte sig i en racerbil.

For Mick Schumacher er som bekendt søn af den legendariske racerkører Michael Schumacher, og de to har da også flere ligheder.

»Han (Mick, red.) er en privat person. Måske endda mere privat end Michael. Han er bare en dedikeret kører. At komme i Formel 1 har været målet i mange år.«

Sådan siger Sabine Kehm i et interview med Daily Mail. Hun har i mange år været manager for Schumacher-familien, og det er ikke meget, der kommer ud, når det kommer til privatlivet.

Det samme gælder i interviewet med det engelske medie, fremgår det. Sabine Kehm fortæller dog, at Mick Schumacher, der nu kører for Haas, har et godt forhold til sin far, der har haft en stor betydning.

For Michael Schumacher fokuserede altid på at give sine børn, Mick og Gina Maria, en opvækst, der var så tæt på normal som muligt, og derfor blev de også holdt væk fra racerbanerne og rampelyset.

De skulle have et normalt hverdagsliv, der også bød på andre sportsgrene end racerbiler, og det har gjort Mick Schumacher til den, han er i dag, vurderer Kehm.

Sabine Kehm var talsperson for Michael Schumacher, og hun er fortsat manager for familien.
Sabine Kehm var talsperson for Michael Schumacher, og hun er fortsat manager for familien. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»Han elsker sport, og han træner så hårdt. Alle moderne kørere er virkelig dedikerede, og de går efter at blive den bedste i alle aspekter af jobbet. At blive bedre uden for banen er et vigtigt element. Det har Michael skabt,« siger Sabine Kehm.

Michael Schumacher har ikke vist sig offentligt, siden han i december 2013 var ude for en grim ulykke, da han stod på ski.

Meget få detaljer er sluppet ud om hans tilstand, og det er helt med vilje, familien har holdt kortene tæt ind til kroppen. Det har været for at værne om den tidligere Formel 1-stjernes privatliv, da det også er noget, han selv går meget op i.

Dette har Sabine Kehm slået fast flere gange, og hun går da heller ikke meget i detaljer, når hun giver interviews om Schumacher-familien, der foruden Mick, Michael og Gina Maria også tæller Michael Schumachers hustru, Corinna.

Dog fortæller hun, at Corinna Schumacher umiddelbart ikke er bekymret for Mick Schumachers ve og vel på trods af mandens ulykke.

»Hun har altid støttet hans karriere. Når hun er til løbene, er hun altid glad på hans vegne. Du kan se det på hendes ansigt. Det er altid tydeligt at se,« siger Sabine Kehm.