Det har længe været alment kendt, at Michael Schumacher foretager sin genoptræning i ly for al opmærksomhed i sin og familiens store villa i schweiziske Gland. Men nu viser det sig, at han og familien også bruger tid under sydligere himmelstrøg.

Mere præcis på Mallorca, hvor Schumacher-familien i sommeren 2018 købte et sommerhus til mere end 210 millioner kroner. Og her har Michael Schumacher tilbragt både jul, nytår og sin 50 års fødselsdag, skriver det tyske magasin Bunte.

Michael Schumacher blev ifølge magasinet transporteret med en speciel patient-helikopter til Mallorca 20. december med et enkelt optankningsstop i Frankrig undervejs. Og så kunne han, konen Corinna og børnene Gina og Mick fejre tre store dage sammen med jul nytår og altså Michael Schumachers fødselsdag 3. januar i mondæne Port d'Andratx.

Her har familien en 1500 kvadratmeter stor villa med udsigt til Middelhavet, palmetræer en stor have og ikke mindst to swimmingpools. Og der er også en sygeplejer, som tager sig af Michael Schumacher, hvis liv tog en dramatisk drejning, da han styrtede i en skiulykke i december 2013.

Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, der er en talentfuld racerkører.
Michael Schumachers søn, Mick Schumacher, der er en talentfuld racerkører. Foto: POOL
Vis mere

Hvordan den tidligere Formel 1-verdensmester har det nu, er derfor uvist, men indtil nu har offentligheden kun vidst, at han brugte det meste af sin tid i villaen i Gland. Det gør han stadig, men altså nu også med ture til et bedre klima.

Michael Schumacher og holdet omkring ham kæmper stadig for at forbedre Formel 1-legendens tilstand. Det fortalte konen i starten af året ifølge Bild.

»I kan være sikre på, at han er i gode hænder, og at vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe ham,« sagde Corinna Schumacher.

Og en af de ting indebærer altså at komme til sydens sol og varme. Forhåbentlig kan det være med til at hjælpe Michael Schumachers tilstand på vej.