21-årige Mick Schumacher står i den grad på tærsklen til et nyt eventyr.

»Det er selvfølgelig meget specielt, at jeg nu er en af de 20 kørere i Formel 1. Jeg har drømt om det her i 15 år, siden jeg var barn. Og nu sker det faktisk,« siger Mick Schumacher i en spørgerunde med Haas.

Men der er også en anden grund til, at hans debut bliver noget helt særligt. Og det skyldes hans far, Michael Schumacher, som han ellers ikke taler meget om.

For selvom den unge Schumacher nu træder ind på den store racerscene, skal man ikke forvente mange ord om hans verdensberømte far, som han dog for en yderst sjælden gangs skyld selv nævner i interviewet på Haas' hjemmeside.

Mick Schumacher debuterer snart i Formel 1.
Mick Schumacher debuterer snart i Formel 1. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Det er meget følelsesladet og virkelig dejligt. Faktisk kørte min far sit første Formel 1-løb for 30 år siden i år. Og det gør det endnu mere følelsesladet og endnu mere dejligt,« siger Mick Schumacher.

Michael Schumacher kom alvorligt til skade under en skiulykke i december 2013, og siden har han holdt sig væk fra offentligheden. Det eneste, man ved om ulykken, er, at han slog sit hoved voldsomt mod en klippe, og at han måtte behandles for traumer i hovedet og i hjernen.

Men der findes ingen bekræftede oplysninger om, hvordan han er kommet sig efterfølgende, og hvilke komplikationer han kæmper med. B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan Mick Schumacher bliver beskyttet hos Haas, så journalister ikke pludselig stiller ham en masse spørgsmål om Michael Schumacher.

Blandt andet bliver han mandsopdækket af manageren Sabine Kehm, der også beskyttede Michael Schumacher, og derudover skal alle spørgsmål til den unge kører sendes til hende på forhånd. På den måde kommer han kun til at dele private ting, hvis han selv ønsker det.

Michael Schumacher og hustruen Corinna under en skiferie i januar 2005. Knap ni år senere kom Formel 1-legenden ud for en alvorlig ulykke.
Michael Schumacher og hustruen Corinna under en skiferie i januar 2005. Knap ni år senere kom Formel 1-legenden ud for en alvorlig ulykke. Foto: OLIVER MULTHAUP
Vis mere

I sidste uge var der alligevel en journalist, der spurgte ham, om han havde talt om Formel 1 med sin far. Og det behagede bestemt ikke den 21-årige kører.

»Det er et privat anliggende. Lad os vende tilbage til sporten,« lød det kort og kontant i et længere interview med La Stampa.

Snart kommer netop sporten til at fylde mere, og selvom han havde planer om lige at holde en uges fri, kedede han sig for meget, fortæller Mick Schumacher, der i stedet tog i træningscenteret og fokuserede på nakken. Han føler sig fysisk forberedt, og så har han faktisk også prøvet noget helt nyt som optakt.

»Jeg har stået på langrend, hvilket var ret sjovt. Jeg fik lov til at træne med nogle skønne mennesker, der viste mig de rigtige teknikker, hvilket betyder alt i den sport. Det var bare rart at lære nye ting, det hjælper dig med at tilpasse forskellige ting, og derfor prøver jeg noget nyt hvert år,« siger Mick Schumacher.