Christian Lundgaard er Formel 1-materiale – det er jeg slet ikke i tvivl om. Det, han har præsteret i gokart og juniorklasserne, beviser, at han fortjener en plads i kongeklassen.

Indtil denne sæson havde Lundgaard da også direkte kurs mod Formel 1. Alpine havde allerede tidligt fået øje på hans talent og ført ham gennem Formel 4, Formel Renault, Formel 3 og frem til Formel 2 med ART Grand Prix-teamet. Her startede Lundgaard 2021 som Alpine Academys primære Formel 1-kandidat.

I dag ser meget anderledes ud. Lundgaard er end ikke i top-10 i Formel 2-mesterskabet, hvor hans 'klassekammerater' i Alpine-akademiet Oscar Piastri og Guanyu Zhou besætter første- og andenpladsen.

Akademiet har fra starten satset på at have en Formel 1-kører klar til 2022 – og for lige at sætte tingene i perspektiv: Zhou har ud over sin topplacering i Formel 2-mesterskabet 30 millioner dollar, tæt på 200 millioner kroner, til at bakke sine Formel 1-drømme for 2022 op. Det kan Lundgaard ikke konkurrere med.

Hvad er der gået galt for danskeren? Der er mange forklaringer. Den vigtigste handler om ART Grand Prix, der ikke længere er det topteam, det var for bare et par år siden. I dag hører det franske hold til i midterfeltet.

Lundgaard har også begået fejl, været møguheldig, og det spiller også en rolle, at han for første gang i karrieren har fået en lynhurtig teamkammerat i den franske teenager Theo Pouchaire.

Men det er faktisk alt sammen lige meget. Nu handler det om 2022 – selvom der stadig er tre Formel 2-weekender tilbage, skal 2021 smides over skulderen og glemmes hurtigst muligt.

Lundgaard kan køre to veje i 2022 – endnu en sæson i Formel 2 eller skifte til den amerikanske IndyCar-serie, hvor han leverede en imponerende on-off-debut i Indianapolis for en måned siden.

Begge steder vil han efter mine oplysninger stadig kunne være med i Alpine Academy. Alpine-ledelsen kan godt se gennem Lundgaards uheldige 2021-sæson og satser på at beholde ham i deres juniorprogram.

De bedste Formel 2-sæder for 2022 besættes i disse uger, og hvis Lundgaard beslutter sig for en tredje sæson i klassen, skal det på plads omkring det næste Formel 2-løb i Sochi om 14 dage.

Jeg hører, at de fleste Formel 2-team gerne vil have Lundgaard som kører i 2022. Og han skal væk fra ART Grand Prix – det franske team har ikke gjort ret meget godt for hans karriere det seneste år.

Lundgaards imponerende IndyCar-debut skete i Rahal-Letterman-Lanigan-teamet, der leder efter en kører til næste sæson. Men mine kilder i USA antyder, at de tre ejere har hver sin favorit til det ledige sæde – alle er enige om Lundgaards kvaliteter, men økonomiske forhold spiller også ind.

Lundgaard siger selv, at uanset hvor han kører i 2022, vil det langsigtede mål stadig være Formel 1. Den indstilling har jeg kæmpe respekt for: Efter den 2021-sæson, han har gennemlevet, ville det være nemt – og i en vis grad forståeligt – at satse på en mere komfortabel fremtid i en af de mange sekunda-klasser uden for Formel 1.

Dér er Christian Lundgaard heldigvis ikke, og så synes jeg ikke, valget mellem IndyCar og Formel 2 er så svært: Den amerikanske serie har aldrig været en genvej til Formel 1 – og kun i yderst sjældne tilfælde en omvej.

Kun Formel 2 er den direkte vej til Formel 1!