Med sin anden sejr på otte dage bragte Lewis Hamilton (Mercedes) sig søndag tilbage i kampen om VM. Englænderen startede Qatars Grand Prix fra pole position, tog føringen fra start og kontrollerede resten af løbet.

»Det har været et par fantastiske uger. I dag blev det betydeligt lettere for mig, da Max Verstappen gik sin grid-straf,« sagde Hamilton, der også vandt i Brasilien forrige søndag, efter løbet.

Hans hollandske VM-rival Verstappen havde kvalificeret sig til anden startposition, men blev halvanden time inden starten idømt en straf for at have ignoreret de gule advarselsflag under kvalifikationen. Han blev rykket tilbage til syvendepladsen på gridden, og selvom han hurtigt fik kæmpet sig op på andenpladsen, blev han aldrig en trussel for Hamilton.

»Jeg prøvede at hænge på Lewis, men i dag var vores bil bare ikke i samme klasse som Mercedes'en,« sagde Verstappen, der nu kun er otte point foran Hamilton i den samlede VM-stilling.

Lewis Hamilton fejrer sin sejr i Qatars Grand Prix med en thumbs-up til publikum.
Lewis Hamilton fejrer sin sejr i Qatars Grand Prix med en thumbs-up til publikum. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Der er stadig to løb tilbage, og alt han ske. Det bliver spændende, og vi må bare prøve at lukke hullet,« tilføjede hollænderen.

Men det er tydeligvis Lewis Hamilton og Mercedes, der har momentum i disse uger, og Hamilton tror nu for alvor på, at han kan sikre sig en historisk ottende VM-titel i finalen i Abu Dhabi 12. december.

»Bilen kører fantastisk, og de to sidste baner ser ud til at passe os godt,« sagde han.

Red Bull-teamet er tydeligvis frustrerede over, at de er ved at tabe det verdensmesterskab, der for bare ti dage siden syntes omtrent sikkert. Teamchef Christian Horner udtalte sig inden løbet yderst kritisk omkring affæren med de gule flag, og Red Bull-bossen måtte efter løbet stå skoleret for dommerne, hvor han efter en undskyldning slap med en officiel advarsel.

Lewis Hamilton tog føringen fra start, og kontrollerede resten af løbet på Losail-banen udenfor Doha.
Lewis Hamilton tog føringen fra start, og kontrollerede resten af løbet på Losail-banen udenfor Doha. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Fernando Alonso, der i år gjorde comeback i Formel 1 efter to års pause, sluttede Qatars Grand Prix på en solid tredjeplads. Den 40-årige spanier blev dermed den tredjeældste kører på et Formel 1-podium i moderne tid – kun overgået af Michael Schumacher (43 år ved Europas Grand Prix 2012) og Nigel Mansell (41 år ved Australiens Grand Prix 1994).

Spanierens seneste podieplacering i Formel 1 kom i Kinas Grand Prix 2014, og han var åbenlyst glad for at være tilbage.

»Det føles godt! Min karriere er gået op og ned, og det er skønt at få en tredjeplads her sidst på året,« sagde Alonso.

For Qatar blev løbet anset for en stor succes og en udmærket generalprøve inden mændenes fodbold-VM i 2022. Søndag var der præcis et år til åbningskampen, og det markerede arrangørerne ved at invitere en række fodboldlegender inklusive Peter Schmeichel og David Beckham til Formel 1-løbet.

Peter Schmeichel var en af flere forboldlegender, der var inviteret til Qatars første Formel 1 Grand Prix. Løbet blev afviklet præcis et år før åbningskampen i fodbold-VM 2022.
Peter Schmeichel var en af flere forboldlegender, der var inviteret til Qatars første Formel 1 Grand Prix. Løbet blev afviklet præcis et år før åbningskampen i fodbold-VM 2022. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere