Skeletterne vælter i øjeblikket ud af skabet hos Formel 1-bossen Christian Horner.

Efter egentlig at være blevet renset for anklagerne om upassende adfærd mod en kvindelig ansat, blussede anklagerne igen op torsdag, da en række sprængfarlige dokumenter blev lækket til nøgleaktører i Formel 1-verdenen.

Nu hælder tætte venner af Horners kone – Spice Girls-fænomenet Geri Halliwell – angiveligt yderligere benzin på bålet, melder britisk medie.

Ifølge Daily Mail fortæller vennerne således, at Halliwell – som ellers har stået trofast ved sin mands side gennem hele forløbet – for første gang er begyndt at tvivle på ægteskabet med Red Bull-bossen.

Christian Horner og Geri Halliwells er angiveligt på spil efter Horners skandale.
Christian Horner og Geri Halliwells er angiveligt på spil efter Horners skandale. Foto: Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vennerne fortæller, at de lækkede dokumenter – som indeholder utallige beskeder mellem den kvindelige kollega og Horner fra den krypterede tjeneste WhatsApp – har efterladt den tidligere popstjerne i, hvad de med egne ord beskriver som 'nedsmeltningen over alle nedsmeltninger'.

Hun overvejede i første omgang at droppe planerne om at rejse med til Formel 1-sæsonens åbning i Bahrain denne weekend, da hun ifølge vennerne 'følte sig ydmyget' over, at beskederne er blevet delt vidt og bredt. I stedet lader det til, at hun nu er landet i Bahrain.

Ifølge Daily Mail beskrives stjerneparrets ægteskab ellers som rosenrødt, inden skeletterne begyndte at vælte ud af Horners skab. Nu er virkeligheden dog en helt anden ifølge de anonyme venner til Halliwell.

»Nu er det hele væltet sammen. Tårerne stoppede, da han (Horner, red.) blev frikendt onsdag – nu er de helt sikkert startet igen,« fortæller en af vennerne til det engelske medie og fortsætter:

»Det her kommer til at ødelægge hende. Christian har hele tiden lovet hende, at der ingenting var i det.«

Christian Horner har, siden rygterne begyndte at pible frem, benægtet anklagerne og har også udsendt en udtalelse, hvor han understreger, at han »ikke vil kommentere på anonyme spekulationer.«

Horner og Halliwell har været gift siden 2015 og har sammen tre børn.