Man troede lige, at den spektakulære sag om Formel 1-bossen Christian Horner havde lagt sig.

Red Bull-chefen var netop blevet frikendt efter at være blevet undersøgt for upassende adfærd mod en kvindelig ansat, og klagen afvist. Det så ud til, at han ikke længere skulle frygte for sit job.

Men nu lurer en bombe under Horner efter et læk, hvor en lang række dokumenter er blevet sendt til nøgleaktører i Formel 1-verdenen.

Det skriver flere medier herunder Daily Mail.

Christian Horner danner par med den tidligere Spice Girl-stjerne, Geri Halliwell.
Christian Horner danner par med den tidligere Spice Girl-stjerne, Geri Halliwell. Foto: Chris Jackson/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge mediet modtog de forskellige personer blandt andet 79 screenshots af forskellige beskeder og billeder. Der skulle angiveligt være tale om hundredvis af beskeder, der er blevet sendt via den krypterede tjeneste Whatsapp.

Dokumenterne er blevet sendt rundt af en anonym afsender, inden Formel 1-sæsonen går i gang i denne weekend i Bahrain. 

Horner har udsendt en udtalelse, hvor han forklarer, at han »ikke vil kommentere på anonyme spekulationer,« og samtidig påpeger, at »han altid har afvist beskyldningerne.«

Christian Horner har stået i spidsen for Red Bull siden 2005 og har vundet 13 mesterskaber med motorsportsgiganten.

Han er desuden den chef, der har været en del af paddocken i længst tid.