I denne weekend køres Hollands Grand Prix på Zandvoort – banen, der lagde asfalt til den største og mest åbenlyse skandale i Formel 1-historien.

I 1973 omkom Roger Williamson for rullende kameraer i sin brændende bil på Zandvoort-banen. Imens drønede konkurrenterne omgang efter omgang gennem flammerne. Kun én kollega stoppede for at hjælpe – men det var forgæves.

Roger Williamson er i sommeren 1973 det største talent i international racing. Den 25-årige englænder er regerende britisk Formel 3-mester, og en række af de største Formel 1-teams vil hyre ham til 1974.

Foreløbig kører han en håndfuld Formel 1-løb i en privatejet March-Ford. Debuten på hjemmebanen i Silverstone endte i et massesammenstød allerede på første omgang, men nu er han klar til Hollands Grand Prix på Zandvoort-banen uden for Amsterdam.

Roger Williamsons og David Purleys (bagerst) March-biler inden starten på Hollands Grand Prix 1973.
Roger Williamsons og David Purleys (bagerst) March-biler inden starten på Hollands Grand Prix 1973. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere


Marchraceren er ikke konkurrencedygtig, men Williamson kæmper sig på de første omgange ikke desto mindre fra 19. startposition op på 13.-pladsen.

På niende omgang mister han herredømmet i et af banens højfartssving. Han rammer autoværnet, der ikke er fæstnet tilstrækkeligt. I stedet for at stoppe March-raceren giver autoværnet efter og kommer til at virke som en affyringsrampe, der flipper bilen rundt. Den ender med bunden i vejret og med benzinen fossende ud af den ødelagte tank.

David Purley i endnu en March-Ford ligger lige bag Williamson, da ulykken sker. Han stopper sin bil og løber hen til vraget.

Williamson er i live og ved bevidsthed. Benzinen omdanner hurtigt ulykkesstedet til et flammehav, og Purley, der er tidligere faldskærmssoldat, kæmper heroisk for at få vendt den brændende March, så Williamson kan komme ud.

Imens står banens redningsfolk som lammede. Da de endelig træder i aktion, er det for at tvinge de fans, der er kravlet over hegnet for at hjælpe Purley, tilbage på tilskuerpladserne. Imens drøner resten af feltet gennem røg og flammer.

David Purley fik George-medaljen, den højeste britiske udmærkelse for tapperhed i fredstid, for sit forsøg på at redde Roger Williamson.
David Purley fik George-medaljen, den højeste britiske udmærkelse for tapperhed i fredstid, for sit forsøg på at redde Roger Williamson. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere


»Jeg kunne ikke få bilen vendt rundt,« fortæller Purley senere.

»Og imens kunne jeg høre Roger råbe om hjælp,« fortsætter Purley, der sprænger blodkar i begge arme i sine forsøg på at vende Williamsons bil.

Purley bliver mere og mere frustreret over banens passive redningsfolk og kommer til sidst nærmest i slagsmål med en official.

Først da det er alt for sent, går et par redningsfolk i gang – med at dække det ulmende vrag og Williamsons lig med grus og en presenning.

Jackie Stewart, her i Spaniens Grand Prix 1973, fortæller, at Formel 1-kørerne i 1970´erne ofte kørte gennem flammer fra konkurrenternes ulykker.
Jackie Stewart, her i Spaniens Grand Prix 1973, fortæller, at Formel 1-kørerne i 1970´erne ofte kørte gennem flammer fra konkurrenternes ulykker. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere


Løbet køres til ende, og baneledelsen forsøger at fralægge sig ethvert ansvar for den skandaløse ’redningsaktion’ ved at meddele, at Williamson døde omgående, da hans bil ramte autoværnet. Men den rigtige dødsårsag kommer frem, da Willamsons lig bliver obduceret: Han døde i flammerne på grund af iltmangel.

Hvis flere kørere var stoppet, kunne de i fællesskab have vendt Willamsons bil, men alle fortsætter, og vinderen af løbet, den tredobbelte verdensmester Jackie Stewart, understreger senere, at Formel 1 i denne periode hele tiden balancerer mellem triumf og tragedie:

»Sådan var det bare – vi kørte tit gennem flammer,« fortæller Stewart.

»Man kørte hurtigt, indtil man kom frem til de gule advarselsflag, tog så farten lidt af, kørte gennem flammerne og gav gas igen,« fortsætter Stewart, der har lavet en frygtindgydende statistik over sin karriere fra i 1960erne og 70erne; den farligste periode i sportens historie.

Jackie Stewart (Tyrrell-Ford) på vej mod sejren i Hollands Grand Prix, hvor Roger Williamson omkom.
Jackie Stewart (Tyrrell-Ford) på vej mod sejren i Hollands Grand Prix, hvor Roger Williamson omkom.
Vis mere


»Hvis man dengang kørte Formel 1 i 10 år, var chancen for at overleve 1 til 3 – der var to tredjedele risiko for at man blev dræbt.«

TV-optagelser af Williamsons ulykke og Purleys heroiske redningsaktion kan findes på YouTube.