Cirka 20 millioner kroner. Det er beløbet, det danske Formel 1-håb Frederik Vesti skal finde for at rykke op i Formel 2 i næste sæson.

I weekenden scorede han en fjerdeplads og to sjettepladser i de Formel 3-løb, der blev afviklet som opvarmning til Belgiens Formel 1 Grand Prix i Spa-Francorchamps.

Løbene var præget af regnbyger, og søndagens hovedløb blev startet bag safetycar. I de svære forhold, hvor udsynet ofte var omtrent ikkeeksisterende, var det svært at avancere, og selvom Vesti satte et par gode overhalinger ind, kom han ikke for alvor frem i feltet.

Resultaterne i Spa-Francorchamps betyder, at Vesti nu ligger på den samlede tredjeplads i mesterskabet med 101 point, men med kun to løbsweekender tilbage bliver det svært at indhente den førende nordmand Dennis Hauger, der har 158 point. Australieren Jack Doohan, der vandt to af weekendens løb, har på andenpladsen 129 point.

Frederik Vesti scorede i weekenden en fjerde- og to sjettepladser i Formel 3-løbene i forbindelse med Belgiens Grand Prix.
Frederik Vesti scorede i weekenden en fjerde- og to sjettepladser i Formel 3-løbene i forbindelse med Belgiens Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Frederik Vesti manager, Dorte Riis, der for ti år siden stod bag Kevin Magnussen, skal finde de omkring 20 millioner, som et avancement til Formel 2 vil koste.

»I 2022 er målet Formel 2 – såfremt der fortsat blandt danske investorer er interesse i at bakke Frederik op og interesse blandt sponsorer, der ønsker et forstærket udtryk og profil nationalt og internationalt igennem Frederik og igennem en sport, der er et lokomotiv for omstilling og udvikling i industrielt perspektiv,« siger Riis til B.T.

Dorte Riis har været til stede ved de seneste to Formel 3-løb i Ungarn og Belgien og arbejder på at finde de nødvendige sponsorer og investorer.

Næste afdeling af det internationale Formel 3-mesterskab køres allerede i den kommende weekend i forbindelse med det hollandske grandprix i Zandvoort. Herefter følger en længere pause inden finalen i Austin, USA sidst i oktober.