Allerede nu vælter det rundt med gule skilte, store procent-besparelser og kampagner, der lover dig de bedste priser nu og her.

Men vent. Slå koldt vand i blodet. Lad B.T. hjælpe dig til at finde ud af, hvornår du gør klogest i at handle.

Det er tre af de mest fremtrædende fødevarer på danskernes juleborde, som supermarkederne allerede nu bruger som store slagtilbud:

Flæskesteg, and og ribbensteg.

Men selvom rabatterne ser voldsomme ud – og også er det i forhold til, hvis du købte varerne i sommer eksempelvis – så skal du ikke nødvendigvis gå ud og trykke på aftrækkeren og købe ind til jul endnu.

En analyse, hvor B.T. har gennemgået tilbudsaviserne hos flere af landets førende supermarkedskæder i november og december 2020, afslører nemlig, hvornår priserne rammer bunden.

»Og det samme mønster vil gentage sig i år,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Siden tilbudsaviserne kom på gaden første gang, har flæskesteg og and været varer, man bruger til store kampagner op til jul. Der er et helt klassisk mønster i, hvordan priserne udvikler sig.«

Flæskestegspriserne falder markant op til jul.
Flæskestegspriserne falder markant op til jul. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvis vi starter med and, så er det faktisk lige nu og her i denne uge, at du med fordel kan købe and til både mortensaften 10. november og samtidig tage et par ekstra ænder med hjem og smide dem i fryseren til juleaften.

Analysen viser nemlig, at kiloprisen for en hel and i 2020 ramte bunden i denne uge til omkring 16 kroner kiloet hos supermarkederne med de skarpeste priser.

Et kig i den forgangne uges tilbudsaviser bekræfter, at mønsteret har gentaget sig – i Lidl er grænsen sågar rykket yderligere ned til 14,60 kroner kiloet i år.

»Det er klart: Vi forsøger at være meget aggressive prismæssigt på julevarer, fordi det er så vigtigt i den kommende periode,« siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl Danmark, til B.T. og uddyber:

»Vi har så lagt os ned i bunden prismæssigt i denne uge på and, og det handler selvfølgelig om mortensaften.«

Hvis vi ser nærmere på de to udskæringer af svinekød, som danskerne ynder at spise omkring jul – flæskesteg og ribbensteg – så handler det om at vente lidt endnu.

Ja: Priserne er enormt lave lige nu og har allerede ramt omkring 29,95 kroner kiloet – ligesom de gjorde det sidste år på samme tidspunkt.

Men det er ingenting. Et decideret priskollaps på flæskesteg rammer i anden halvdel af december.

Her viser analysen, at flæskesteg sidste år kom helt ned omkring 15,90 kroner kiloet, og at ribbensteg ramte 31,90 kroner kiloet i de to uger op til jul.

»Hele markedet kommer til at være meget aggressiv på prisen, og det gør vi også,« forklarer Rasmus Pape fra Lidl:

»Der er nogle varer, hvor vi sætter penge til eller tjener langt mindre end normalt i julen. Men idéen er at få kunderne ind i butikken ved at have den billigste and og steg, for i den her periode sidder pengene løsere hos danskerne, og er de først i butikken med adgang til vores sortiment, så kan man også tjene på andre varer.«

Hvis du er så glad for flæskesteg og and, at du også gerne spiser det i januar, så har Bruno Christensen et ekstra lille tip:

»Der er så meget fokus på madspild i disse år. I perioden lige efter jul falder prisen yderligere på steg og and, der ikke er blevet solgt, så der vil du kunne få det endnu billigere,« vurderer Bruno Christensen.