En splinterny og intens priskrig er brudt ud på det danske dagligvaremarked.

På få uger er mere end 700 varer blevet sænket i pris – og i flere tilfælde er der tale om prisnedsættelser på op mod 40 procent.

Startskuddet lød, da Føtex i midten af juli pludselig begyndte at sætte skilte med teksten 'Pris pres' op foran hundredvis af varer i kategorien personlig pleje.

Det dækker over varer som barberblade, shampoo, cremer, deodorant og makeup.

I mange tilfælde er der tale om prisnedsættelser på 10, 20, 30 eller 40 procent.

»Vi har kunnet se, at vores priser for personlig pleje ikke har været helt på plads i forhold til nogle af konkurrenterne. Det kommer de nu med 'Pris pres'-kampagnen,« siger Karin Sommer, marketingdirektør i Føtex.

Hun erkender, at butikskæden Normals fremmarch på det danske marked de seneste år eksempelvis har haft betydning for tiltaget.

»Der er ingen tvivl om, at vi har fulgt med i Normals udvikling de seneste år og ladet os inspirere til at presse priserne ned i deres niveau. De har gjort det godt,« siger Karin Sommer:

»Det her er en investering, som koster os noget på bundlinjen, men som gør, at kunderne kan handle færdig i Føtex og ikke behøve gå andre steder hen.«

Føtex' kampagne har fået konkurrenterne i Coop til at svare igen.

Omkring to uger efter Føtex begyndte at sænke priserne, fulgte Kvickly og SuperBrugsen med og satte priserne ned på 100 varer.

Også her var der tale om prisnedsættelser på godt 40 procent i de mest ekstreme tilfælde.

»Vi har fulgt vores konkurrent en til en. Vi har matchet deres priser i takt med, at de annoncerer ændringerne,« forklarer Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop:

»Det er grundlæggende vores politik, at når vi har konkurrenter med samme butikstype, så matcher vi deres prisnedsættelser. Det gør da ondt på indtjeningen, men det er vilkårene, hvis man skal være konkurrencedygtig.«

Med et fingerknips er personlig pleje-kategorien altså blevet en del af supermarkedernes priskrig.

»Vi har godt set, at nogle af konkurrenterne har rettet priserne ned med det samme. Jeg går ud fra, at vi kommer til at se en skærpet konkurrence på personlig pleje den kommende tid. Pris er så afgørende på det danske marked, så det er klart, at det skaber en reaktion,« siger Karin Sommer.

Normal har fået hele markedet til at gå i priskrig på personlige pleje-kategorien.
Normal har fået hele markedet til at gå i priskrig på personlige pleje-kategorien. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hos Normal tager man gerne udviklingen hos Føtex og Coop som en form for skulderklap og anerkendelse af, at man har rykket prisniveauet ned på tværs af markedet for personlig pleje-produkter.

Normal-direktør Torben Mouritsen kan dog også se fordele i, at de to kæder ændrer prisstrategi.

»En vigtig pointe er jo, at supermarkedskæderne indtil nu har kørt med høje normalpriser og så har kørt perioder med store rabatter i tilbudskampagner på personlig pleje-produkter. I de perioder har de solgt mange af de varer. Nu kommer deres kunder jo til at gå glip af de her store tilbud,« siger Torben Mouritsen, direktør i Normal:

»Vi har selvfølgelig noteret os, at de ændrer strategi. Og jeg kan sige, at vi stadigvæk vil være billigst. Vi er billigst nu, og vi skal være billigst fremover. Derfor holder vi selvfølgelig øje med konkurrenternes priser og justerer, så kunderne kan være trygge ved, at Normal er billigst.«