Det var som led i en kampagne rettet mod Rema 1000 og Coop, at Anima i sidste uge udlovede en dusør på 500.000 kroner til den kyllingefarm, der ville lade Anima filme de forhold, de såkaldte turbokyllinger bliver opdrættet under.

Formålet var at vise forbrugerne, hvad det er for nogle kyllinger, de to kæder sælger så mange af, og som Anima ikke mener, de gør nok for at udfase. Og nu er der så bid.

Det er Landbrug & Fødevarer, brancheorganisation for kyllingeavlerne i Danmark, der har meldt sig klar til at indkassere de 500.000 kroner i dusør.

»Jeg er stolt over den danske produktion af kyllinger, og vi landmænd har intet at skjule. Så vi vil nu finde en måde, hvor vi kan opsætte livekameraer i en almindelig stald og fremvise produktionen,« siger Martin Hjorth Jensen, formand for de 200 landmænd, der producerer slagtekyllinger i Danmark, i en pressemeddelelse:

»Når Anima tilsyneladende har 500.000 kroner til formålet, så vil vi med største fornøjelse indkassere den dusør og donere den til de danske julemærkehjem, som blandt andet har fokus på sundhed og ernæringsrig kost.«

Han mener, at dansk produktion af kyllinger er ‘i verdensklasse’ – og at optagelserne vil vise det.

»Vi har aldrig haft noget at skjule. Tværtimod. Vi har ofte inviteret journalister, skoleklasser og gymnasieklasser ind for at se vores stalde, og det gør vi gerne igen,« lyder det fra Martin Hjorth Jensen:

»Det er min klare opfattelse, at Animas fremfærd handler om mistænkeliggørelse, og det vil vi gerne forsøge at sætte en stopper for.«

Sådan ser en del af weekendens annonce fra Anima ud.
Sådan ser en del af weekendens annonce fra Anima ud.
Vis mere

Hos Anima kalder man Landbrug & Fødevarers melding ‘et meget frisk svar’ og ‘giver kredit for’, at de åbner for at sætte kameraer op i en stald.

Men herfra er der ellers dømt skepsis.

»Der er gået lidt kræmmermarked i den. Vi bad om fri adgang, men de lægger op til to kameraer i en stald, hvor man ikke kommer helt tæt på og for eksempel kan se de kendte problemer som sår på benene og halthed,« siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef for Anima:

»Så jeg er åben over for at betale noget af dusøren, men det handler om, hvad vi kan få. Jeg tror, de er bange for at give os fri adgang til at vise den barske virkelighed. Vores bekymring er, at de forsøger at sælge os et glansbillede.«

Er det ikke bare med at slå til? Er I bange for, at optagelserne viser, at forholdene i virkeligheden er gode?

»Vi ved, at forholdene ikke er gode. Det er ikke rigtigt, at forholdene for turbokyllinger er i topklasse. Hvis Landbrug & Fødevarer mener, at vi bare mistænkeliggør dem, hvorfor så ikke lade det komme an på en prøve og give os fuld adgang?«

Anima oplyser, at man nu vil gå i dialog med Landbrug & Fødevarer og se, om man kan nå til enighed om at lave optagelser.

»Vi må se, hvad de er klar til, og så må vi vurdere det,« siger Thorbjørn Schiønning.

Anima har længe ført kampagne mod Rema 1000 for at gøre for lidt for at udfase de såkaldte turbokyllinger – Ross 308-racen – og har senest udbredt den kampagne til også at handle om Coop.

Ideen med optagelserne er, at Anima mener, at hvis bare forbrugerne ser, hvordan turbokyllinger lever, så vil de presse supermarkedskæderne til at sætte fart på udfasningen.