Mandag åbnede Ikea sine fem varehuse i Danmark efter godt en måneds corona-nedlukning.
En genåbning, som har fået flere af landets største shoppingcentre til at undre sig.
Situationen er nemlig den, at det ikke er forbudt for Ikea at genåbne, selv om de eksempelvis har 3.500 kunder i varehuset ad gangen.
For landets shoppingcentre er den slags helt udelukket. De er underlagt påbud om at holde lukket. Det er til trods for, at meldingen fra storcentrene lyder, at de også vil være i stand til at håndtere besøg fra shoppende danskere.
»Vi har væsentligt større fællesarealer, end Ikea har. Hos dem er der relativt smalle gange, hos os er de otte-ni meter brede.«
»Butikkerne skal selvfølgelig også kunne håndtere det, men vi har plads til mere end 3.500 kunder ad gangen hos os,« siger Jesper Andreasen, centerleder for Rødovre Centrum.
Også hos Rosengårdcentret i Odense mener man, at regeringen bør give shoppingcentrene lov til at slå dørene op.
»Fra min stol at se ligger det lige til højrebenet at åbne.«

»Vi har mulighed for at regulere antallet af kunder, for vi kan holde øje med alle indgange, og vores gange er så brede, at vi kan dele trafikken mellem centret op i højre og venstre side,« lyder det fra Casper Andersen, centermanager for Rosengårdcentret:
»Vi har lige så god mulighed – hvis ikke bedre mulighed – som Ikea for at sikre kunder og medarbejdere mod smitte,« siger han videre.
Hos Storcenter Aalborg melder Preben Bjerregaard, at han har det 'fint' med, at Ikea er genåbnet.
Han mener dog også, at det er en nødvendighed, at storcentrene snart får lov til at gøre det samme.
»Hvis ikke vi snart kommer i gang, så kommer det til at koste arbejdspladser og butikker.«
»Vi ville kunne åbne i morgen, men vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer,« siger Preben Bjerregaard:
»Men jeg mener, at når folk kan stå på nakken af hinanden i plantecentre og byggemarkeder, og når vi har otte tønder land hos os, så kan vi sådan set ikke komme i gang hurtigt nok.«
Tilbage i Rødovre Centrum er Jesper Andreasen frustreret over forløbet.

»Jeg er holdt op med at tænke på, om vi kan åbne før den 11. maj. Jeg har mødt så lidt forståelse, de gange jeg har sagt, at vi kan åbne før,« siger Jesper Andreasen:
»Jeg er resigneret. Jeg har sagt: ’Okay, der må være nogen, der er klogere end mig’. Jeg kan ikke komme igennem med noget. Så nu lader jeg Dansk Erhverv tage den dialog.«
Hos shoppingcentrene Bruuns Galleri i Aarhus og Bryggen i Vejle melder man sig også klar til at byde kunderne velkommen.
»Vi afventer regeringens udspil. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi er klar til at åbne, lige så snart vi får lov,« siger Claus Bækgaard, som er centerchef begge steder.