Da 3x34-chaufføren Martin Brohauge mandag kørte en tur ind på parkeringspladsen ved Ikea i Taastrup, blev han mødt af det, han selv beskriver som 'panik'.

Møbel-glade danskere var stimlet sammen for at komme i Ikea, der netop har åbnet op efter en måneds corona-lukning. Martin Brohauge måtte vende bilen. Han er rasende over de scener, han oplevede.

»Der stod sindssygt mange mennesker. Der har været et par hundrede, som stod i klumper af 8-10 styk. Jeg ved ikke, om der har stået nogen og lukket dem ind i hold, men det var fuldstændigt som at se de dage, hvor Ikea har knaldtilbud. Det lignede en kø ved Power, når der er Black Friday. Der var sort af mennesker,« siger 53-årige Martin Brohauge:

»Jeg er ikke ude på at lege politimand, men det irriterer mig, at folk bare tager derud og skider på det hele. Jeg bliver tosset. Jeg overvejede at køre derover og råbe efter dem.«

Martin Brohauge er 'tosset' over de ting, han så ved Ikea Taastrup.
Martin Brohauge er 'tosset' over de ting, han så ved Ikea Taastrup. Privat

Ikea åbnede mandag sine varehuse.

Det til trods for, at erhvervsminister Simon Kollerup har opfordret erhvervsdrivende til at vente med genåbninger, før regeringen har meldt konkret ud om fase to af genåbningen af Danmark efter coronakrisen.

Den melding fik eksempelvis Tivoli og zoologiske haver til at aflyse planlagte åbninger. Men ikke Ikea.

Ikea har hele tiden påpeget, at de ikke har fået et konkret påbud om at holde lukket, ligesom de har brugt de seneste uger til at tage en lang række forholdsregler, så man kan genåbne på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

De har blandt andet ansat vagter, opsat håndsprit og sat loft på, hvor mange der må være i varehuset på samme tid.

Martin Brohauge oplevede, at folk stod i grupper foran Ikea.
Martin Brohauge oplevede, at folk stod i grupper foran Ikea. Privat

Men det giver Martin Brohauge ikke meget for.

»Jeg hørte godt i weekenden, at der var en chef, der sagde, at de ville åbne og gøre det med samfundssind og agtpågivenhed, men så bliver jeg dobbelt så provokeret over at se, at der ikke var styr på en skid,« siger han:

»Jeg så tre vagter, der stod og styrede trafikken, men jeg så ikke nogen, der stod ovre ved alle de mennesker. Folk stod og snakkede på må og få. Jeg bliver harm over, at folk tager det lidt som ferie og er begyndt at være skide ligeglade, fordi Mette ikke har været på tv i nogen tid.«

Helt grundlæggende er han utilfreds med, at Ikea åbner.

Især når han så oplever de scener, han gjorde mandag.

»Jeg er også harm over, at Ikea sætter grådighed over menneskeliv. De tilsidesætter ministerens meldinger, fordi de er trætte af at have lukket,« siger Martin Brohauge:

»Det er store firmaer, som har boksen i forvejen, der ligger og åbner op. For dem er det altså ikke et spørgsmål om overlevelse.«

Hos Ikea forholder man sig ikke til de oplevelser, Martin Brohauge giver udtryk for at have haft mandag.

I stedet forklarer man, at alt går efter bogen.

Og det er ikke noget, Ikea selv mener.

»Vi har haft besøg af politiet i vores varehuse i dag, og der har ikke været anledning til påtale af nogen art. Det ser vi som en blåstempling af, at vi overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og det er det, vi forholder os til,« siger Christian Mouroux Pedersen, country coomunication manager for Ikea.