Lørdag sad trofaste Coop-folk foran computerskærme i hele Danmark og holdt digitalt landsrådsmøde og digitalt valg til Coop ambas bestyrelse.
Et valg, som fik et opsigtsvækkende udfald. En af Danmarks mest prominente erhvervskvinder blev nemlig valgt ind. Hun skal nu være med til at sætte retningen for Brugsen-kæderne, Irma, Fakta og Kvickly de kommende år.
Det var Stine Bosse, tidligere direktør for Tryg-gruppen og nuværende bestyrelsesformand for Europabevægelsen, Nunaoil A/S og TELE Greenland, der efter en lille valgkamp blev et af de tre nye bestyrelsesmedlemmer i dagligvaregiganten.
Et valg, hun er stolt af.

»Jeg er selvfølgelig super glad for, at jeg er blevet valgt,« siger Stine Bosse til B.T. og uddyber:
»Jeg vil gerne lave noget mere i Danmark, og jeg synes, at Coop og Danmark hører tæt sammen. Coop har en lang historie, som de fleste danskere har et nært forhold til, og der er en rigtig god mulighed for at bygge noget stort.«
Stine Bosse kommer til Coop i en periode, hvor coronakrisen står til at udløse en stor økonomisk krise.
»Det bliver ikke nemt for nogen de kommende år. Man skal tænke sig rigtig godt om i detailhandelen, og man skal gøre det hurtigt,« siger Stine Bosse:
»Den der følelse af, at noget er meget presserende, den kender jeg rigtig godt fra de ting, jeg har lavet i min karriere.«
Hun er ikke i tvivl om, at krisen vil påvirke detailbranchen markant.
Men det kan også medføre muligheder.
»Lige nu lever alle i en lidt lykkelig tid, hvor vi synes, at det er svært med sundhedsdelen af coronakrisen, og at det er svært, at vi er begrænsede. Men vi har ikke set den økonomiske tsunami endnu. Vi har hørt om den. De taler om det i nyhederne hele tiden. Men vi har ikke mærket den endnu,« siger Stine Bosse:
»Og den tsunami skal vi også forholde os til i Coop. Men kriser indeholder også muligheder for at prøve ting af. Der skal man have en sikker hånd, der gør, at man vælger rigtigt. Og det håber jeg, at jeg kan bidrage til.«
Helt grundlæggende er valget af Stine Bosse ikke det mest typiske valg til bestyrelsen i Coop amba, hvor det ofte er folk fra Coop-systemet, der vælges ind.
Men selvom Stine Bosse ikke har en baggrund i Coop eller dagligvarebranchen, føler hun, at hun har masser at bidrage med.
»Jeg har nogle erfaringer fra store virksomheder. Jeg har erfaring fra bank og krisehåndtering. Der er mange andre, som tager deres interne erfaring fra Coop med, og så kommer jeg med lidt udefra. Det, tror jeg, er et godt mix,« siger Stine Bosse:
»Selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om forretningsdelen, men jeg er ydmyg. Jeg kommer ikke og vil lave om på en hel masse. Jeg kommer med de kompetencer, jeg har.«
Selvom hun ikke vil løfte sløret for alt for meget, før hun har talt med sine nye kolleger, har Stine Bosse dog allerede nu et par tanker om, hvad der bliver vigtigt at fokusere på de kommende år.
»Nærhed bliver meget vigtigt. Digital tænkning bliver enormt vigtigt. Jeg tror, at Coop mere end nogen andre har store muligheder for at blande de to. Igen: Det er ikke, fordi de ting ikke er der i forvejen, for det er de. Men det er ting, man skal give et positivt skub,« siger Stine Bosse:
»Men man skal virkelig sørge for, at man ikke smider Coops sjæl over bord. Vi skal være nære. En Coop-butik, som har det tungt økonomisk, skal der være plads til. Man skal kunne mærke, at Coop er tæt på. Det er en del af brandet.«