Det er lørdag formiddag, og du går rundt i et af landets efterhånden mange storcentre.

Først køber du en skjorte i Jack & Jones, hvorefter du slår vejen forbi Vero Moda. Lidt efter står du i Skousen og ser på et nyt køleskab, og før du vender næsen hjemad, slutter du af med at købe en gang barbergrej og håndcreme i Normal.

Når du kommer hjem igen, står en kasse med dagligvarer fra Nemlig.com og venter på dig.

Og mens du sidder og ser tv i sofaen ud på aftenen, bruger du din smartphone til at slå vejen forbi Coolshop, Zalando eller Stylepit og køber måske et godt tilbud.

Alle de butikker, du er kommet forbi, har én specifik mand siddende et sted i baggrunden.

Han hedder Anders Holch Povlsen, og mens du sidder i din sofa, befinder han sig nok i Viby uden for Aarhus, hvor han bor i det fredede gods Constantinborg.

Det seneste årti har Anders Holch Povlsen bid for bid spist sig ind i stadig flere butikker, som vi danskere hver eneste dag støder på og sender penge ind i.

Imens er hans formue vokset og vokset.

Anders Holch Povlsen breder sig ud over stadigvæk flere dele af detailhandlen
Anders Holch Povlsen breder sig ud over stadigvæk flere dele af detailhandlen Foto: PR
Vis mere

»Han er jo den danske Joachim von And. Både på grund af sin formue, men især fordi han er enormt innovativ og udnytter de forretningsmæssige muligheder, der opstår. Han er en meget dygtig købmand,« siger Morten W. Langer, chefredaktør på Økonomisk Ugebrev.

Grundlaget for den store formue stammer fra Anders Holch Povlsens forældre, Troels og Merete, som startede med at åbne en tøjbutik i Ringkøbing i 1975 og siden byggede det gigantiske Bestseller-imperium op.

Bestseller rummer i dag et hav af modebrands som Only, Jack & Jones og Vero Moda, som sælges i 2.600 butikker i en lang række lande verden over.

Allerede ved årtusindeskiftet begyndte overdragelsen af firmaet til Anders Holch Povlsen. Omkring 2010 overtog han alle aktierne i virksomheden.

Men i stedet for at lægge sig ved et badebassin og nyde formuen som så mange andre rigmænd, har Anders Holch Povlsen været en enormt aktiv investor.

Det ses tydeligt i det familieejede holdingselskab Heartland A/S, som sidste år havde 271 selskaber under sig, viser en gennemgang, B.T. har foretaget.

I flere af selskaberne har Anders Holch Povlsen været en helt afgørende faktor for selskabernes vækst.

Tag eksempelvis butikskæden Normal, som blev stiftet af Bo Kristensen og Torben Mouritsen og som åbnede sin første butik i Silkeborg i 2013.

Bestseller driver både Vero Moda og Jack & Jones. Her er de to butikker i Schweiz.
Bestseller driver både Vero Moda og Jack & Jones. Her er de to butikker i Schweiz. Foto: LAURENT GILLIERON
Vis mere

I 2014 købte Anders Holch Povlsen 25 procent af virksomheden, og siden har han bid for bid købt op – blandt ved at købe reklamemanden Søren Fauli ud for 50 millioner kroner – så han i dag sidder på 67,5 procent af aktierne i Normal.

Da han kom ind, havde Normal omkring 10 butikker. I dag har kæden 278 butikker fordelt på seks lande.

Også Nemlig.com er en forretning, Anders Holch Povlsen har bidraget voldsomt til.

Webshoppen, der sælger dagligvarer, blev stiftet af Stefan Plenge i 2010. I 2014 købte Anders Holch Povlsen sig ind, men først i 2016 overtog han majoriteten af aktierne ved at skyde yderligere 100 millioner kroner i foretagendet.

Siden har Anders Holch Povlsen købt videre op, så han i dag ejer 67,5 procent af Nemlig.com, som i 2020 havde sit første år med overskud, da det blev til et plus på 13,4 millioner kroner.

Også Whiteaway er et godt eksempel på Anders Holch Povlsens markante udvidelse.

Det er en forretning med hårde hvidevarer, som i dag blandt andet ejer Skousen-butikkerne og sælger hårde hvidevarer på nettet.

Whiteaway blev stiftet i 2006 af tre unge iværksættere fra Aarhus. I 2014 købte Anders Holch Povlsen sig ind, og siden har Whiteaway Group vokset sig til den største hvidevarekoncern i Danmark.

Anders Holch Povlsen ejer i dag 67,5 procent af Normal. Her er det en af stifterne, Torben Mouritsen, der viser en af butikkerne frem.
Anders Holch Povlsen ejer i dag 67,5 procent af Normal. Her er det en af stifterne, Torben Mouritsen, der viser en af butikkerne frem. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Anders Holch Povlsen sidder i dag på 52,25 procent af aktierne.

Og det bliver ved. Så sent som i marts 2021 opkøbte Anders Holch Povlsen 25 procent af Coolshop, som har Jacob Risgaard fra Løvens Hule i ejerkredsen, ligesom han i juni 2021 købte 25 procent af fodboldklubben FC Midtjylland.

»Det er tydeligt, at han satser enormt meget på nethandel, hvor det er muligt at skabe stordrift meget hurtigt. Mon ikke også Normal får noget nethandel på et tidspunkt. Han har vist sig at være rigtig god til at se muligheder, både på den korte og den lange bane,« siger Morten W. Langer:

»At han købte sig ind i FC Midtjylland overraskede mig lidt, men generelt er han enormt innovativ i forhold til at udvide sit imperium.«

Grundlæggende mener Morten W. Langer, at man skal glæde sig over, at Anders Holch Povlsen køber op og køber op.

»Det er positivt, at der er nogle danskere, som vil være med til at sætte nogle ting i gang. Hvis du har så mange penge, er det da langt federe at skabe nogle arbejdspladser i stedet for at placere de penge i banken eller i aktier,« siger Morten W. Langer:

»Han er med til at bygge danske virksomheder op. Og jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at det er noget, han vil blive ved med.«

I den seneste opgørelse fra Forbes er Anders Holch Povlsen nummer 161 på listen over verdens rigeste personer.

Han har en personlig formue på 83,8 milliarder kroner, hvilket også gør ham til Danmarks rigeste mand med et godt stykke ned til nummer to, som er Legos Kjeld Kirk Kristiansen, der ifølge Forbes har en formue på 55,2 milliarder kroner.

B.T. har henvendt sig til Bestseller for at bede om et interview med Anders Holch Povlsen.

De er ikke vendt tilbage.