En af Københavns mest anmelderroste shawarmabarer har gevaldige problemer med at overholde hygiejnereglerne.

På få måneder har Durum Bar på Nørrebrogade fået tre sure smileys i træk.

Desuden har Fødevarestyrelsen meldt Durum Bar til politiet.

Styrelsens seneste kontrolbesøg fandt sted 20. april, og ligesom ved de to forudgående kontroller var det rengøringen, den var gal med.

I kontrolrapporten skriver Fødevarestyrelsen, at de blandt andet fandt »belægninger af snavs og madrester af ældre dato«.

»I særdeleshed fremstår gulv under kummefryser i produktionsområdet med en stor mængde af madrester, da mellemrum mellem gulv og fryser er så snævert, at gulvet er svært tilgængeligt.«

»Ydermere fremstår fuger mellem fliser i gulv i produktionsområdet med sorte belægninger af snavs. Hylder over produktionsbord i baglokalet fremstår med belægninger af snavs og fedtstof,« står der i kontrolrapporten.

Her kan man også læse, hvordan Durum Bar forholder sig til kritikken fra Fødevarestyrelsen.

»Virksomheden havde følgende bemærkninger: 'Vi gør rent hver dag, men skal nok blive bedre til det',« står der i rapporten.

Durum Bar på Nørrebrogade er tidligere kåret som Københavns bedste Shawarma-sted.
Durum Bar på Nørrebrogade er tidligere kåret som Københavns bedste Shawarma-sted. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Blandt shawarmaelskere har Durum Bar været et populært sted gennem mange år. Berlingske har tidligere givet Durum Bar seks ud af seks stjerner i forbindelse avisens store shawarmatest, mens Politikens anmelder har givet maden fem ud af seks hjerter.

B.T. har forsøgt at indhente en kommentar fra Durum Bars ejer vedrørende de mange sure smileys, men han er endnu ikke vendt tilbage.

Allerede efter den første af de tre sure smileyer udtalte ejer Ersin Ortatep ellers til B.T., at der var blevet rettet op på »næsten« alle tingene.

Han sagde også, at det var »irriterende« med en sur smiley, og at han arbejdede på sagen. Alligevel har Fødevarestyrelsen efterfølgende udstukket to yderligere sure smileys til Durum Bar.

»Jeg synes, at de er lidt skrappe ved os i øjeblikket. Jeg kender fødevarekontrollanterne. Nogle gange giver jeg dem ret, og andre gange giver de mig ret,« lød det dengang fra Ersin Ortatep.

Durum Bars gentagne overtrædelser af fødevarelovgivningen betyder, at Fødevarestyrelsen nu har mulighed for at tage »skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger,« står der i kontrolrapporten.

Den nye politianmeldelse medfører desuden et ekstra kontrolbesøg, som Durum Bar selv skal betale gebyr for.