Genopretningen af dansk økonomi fik mandag en saltvandsindsprøjtning, da regeringen og en række partier præsenterede en sommerpakke med 1.000 kroner skattefrit til 1,8 millioner danskere og udbetaling af tre ugers indefrosne feriepenge.
Men milliarderne ryger først ind på danskernes konto til oktober, selv om politikerne kalder det en 'sommerpakke'.
Kommer der så ingen gaver eller penge i løbet af sommeren?
Jo, der er mere på vej. Politikerne er nemlig ikke færdige med at forhandle 'sommerpakken', der skal sparke gang i forbruget.
Allerede i den kommende uge vil partierne bag aftalen sende endnu flere penge i omløb.
Der er nemlig afsat 700 mio. kr. til endnu en 'lille' sommerpakke, der skal forsøde sommerferien.
Forhandlingerne fortsætter i Erhvervsministeriet, hvor der skal sættes navn på de 700 mio. kr.
Her er billigere tog- og færgebilletter på bordet, ligesom fradrag for sommerhusejere og rabatter til turist- og kulturoplevelser er på tegnebrættet.

Hos Venstre står sommerhusene og det frivillige foreningsliv på prioritetslisten.
»Coronakrisen har virkelig belastet sommerhusudlejerne, og derfor vil vi give dem en håndsrækning ved at fordoble sommerhusfradraget. Derudover skal der sendes flere penge til de frivillige idrætsforeninger, som er virkelig hårdt ramt økonomisk,« siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.
I foråret blev der afsat 50 mio. kr. til foreningslivet. Men i dag er ansøgningerne til puljen løbet op i ca. 300 mio.
»Foreningerne er en grundsten i Danmark, og de skal stå blandt de første i rækken til en økonomisk hjælp. De 50 mio. kr., som blev afsat i april, rækker slet ikke,« siger Troels Lund Poulsen.

SF har spillet ud med billigere togbilletter og gratis cykelbilletter i sommerferien, mens flere partier har foreslået et ekstra skattefradrag på oplevelser og hotelovernatninger.
Hos Danske Erhverv kalder direktør Brian Mikkelsen den ekstra pulje med 700 millioner kroner en 'rigtig god idé'.
»Der er jo mange fra udlandet, der ikke kan besøge os denne sommer, og derfor er det vigtigt at understøtte de virksomheder, der kommer til at mangle indtægter på den konto. Danskerne skal simpelthen ud og opleve Danmark,« siger Brian Mikkelsen.
Dansk Erhverv spiller ind med følgende til de kommende forhandlinger: Det skal gøres gratis at køre over Storebæltsbroen i sommermånederne, det samme gælder færgetransporten til mindre øer.
Derudover håber Dansk Erhverv, at man vil bruge nogle af de 700 millioner kroner på at sikre et oplevelsesfradrag, så danskerne eksempelvis kan trække hotelovernatninger og restaurantbesøg fra i skat.
Før de lange forhandlinger søndag og natten til mandag ville regeringen afsætte 450 mio. kr. til den lille 'sommerpakke'. Men i løbet af armlægningen ved forhandlingsbordet blev beløbet hævet til 700 mio. kr.
En vigtig detalje er dog, at 200 mio. kr. allerede var afsat til sommeraktiviteter for børn og unge.
Derfor skal partierne reelt kun fordele 500 mio. kr., som næppe rækker til alle partiernes ønsker.