Der var spændende nyt til filmglade danskere, da Nordisk Film torsdag morgen lancerede et spritnyt abonnement i Danmark.

Et abonnement, som længe har været tilgængeligt flere steder i udlandet, og som mange danske filmentusiaster har gået og sukket efter.

For 199 kroner om måneden kan biografgængere i Aalborg den kommende tid gå i biografen lige så mange gange, de vil.

Nordisk Film har allerede indikeret, at det sandsynligvis bredes ud til resten af landet.

Et tiltag, som for alvor kommer til at sende bølgeskvulp gennem det danske marked, vurderer Claus Bülow Christensen, digital analytiker og stifter af Copenhagen Future Tv Conference.

»Det er smart af biograferne at ride med på en bølge, hvor danskerne de seneste år er blevet vænnet til at betale et abonnement hos eksempelvis Netflix og få ubegrænset underholdning,« siger Claus Bülow Christensen:

»Det er på tide, at der kommer noget innovation fra biograferne, som har været præget af en konservativ tilgang. Nu har man fundet ud af, at det ikke er nok at bygge nye sæder og levere bedre lyd, der skal mere til. Det, tror jeg, er rigtigt set.«

Og Nordisk Film Biografer bliver næppe den eneste spiller på det danske marked, som starter et biograf-abonnement.

»Jeg tror, at vi kommer til at se Cinemaxx og andre biografer lancere noget lignende meget snart. Måske endda til en lavere pris,« vurderer Claus Bülow Christensen:

»Det her kan sagtens udvikle sig til en direkte krig mellem Cinemaxx og Nordisk Film.«

Han er dog ikke udelukkende begejstret for den måde, Nordisk Film Biografer har lanceret konceptet på.

»De går for uambitiøst til det. De får ikke nogen reel føling med, om det er en god idé, ved kun at lancere det i Aalborg. Det skal bredes ud andre steder, især i København. Og så tror jeg, det er en fejl, at der er seks måneders binding. Det er tiden løbet fra,« vurderer han:

»Det bliver grundlæggende interessant at se, om der er en forretning i det her. Om der er nok gode film til at holde folk til ilden med sådan et abonnement.«

Han er dog ikke tvivl om, hvad der kan gøre det til en god forretning for biograferne.

»Hvis man kan få solgt en masse slik og popcorn til de velkendte høje priser, hver gang folk bruger deres abonnement, så kan det sagtens vise sig at være en rigtig god forretningsmodel,« siger Claus Bülow Christensen.