Er du på jagt efter en ny havestol, nogle nye bøger eller måske noget ekstra køkkengrej, men uden at skulle betale kassen for det? – Så er der måske grund til at læse med her.

København får nemlig endnu en genbrugsstation – en såkaldt delezone – hvor borgerne kvit og frit kan bytte, aflevere og tage bruge ting.

Den nye plads, der åbner den 9. oktober, kommer til at ligge i Vermlandsgade på Amager, og den bliver hele 500 kvadratmeter stor. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

»I mange år har fokus været på at flytte affald fra forbrænding til genanvendelse, hvilket er lykkedes rigtigt godt. Nu er næste skridt at have mere fokus på det direkte genbrug. Heldigvis vil rigtig mange københavnere gerne give deres ting videre til andre,« siger Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).

På genbrugspladsen kommer der til at være et nyt koncept, hvor brugerne skal navigere efter farver. Lysegrøn for genbrug og mørkegrøn for genanvendelse.

Derudover skal de ansatte genbrugsvejledere også have en mere imødekommende rolle, hvor de særligt har fokus på at få de unge til at interessere sig for pladsen.

»Jeg tror på, at den nye delezone i Vermlandsgade kan være med til at nytænke måden, vi bruger genbrugsstationer, og samtidig gøre det nemmere og mere attraktivt for folk at genbruge,« siger Ninna Hedeager Olsen

Genbrugsstationen er dog et testforsøg, for at se om københavnerne vil bruge det. Til at starte med er der sat et år af til forsøget.