Det er ikke alle, der lige får husket at opgive deres lejeindtægter til skattevæsenet. Nu går Skattestyrelsen på jagt efter skjulte lejeindtægter på en deleøkonomisk platform.

Det er Skatterådet, der nu har givet Skattestyrelsen lov til at indhente oplysninger om udlejeres indtægter i 2020 fra en helt specifik og nøje udvalgt, deleøkonomisk platform.

Hvilken platform, der er tale om, kan og må Skattestyrelsen ikke oplyse på grund af reglerne om tavshedspligt. En deleøkonomisk platform kender vi eksempelvis som udlejningsportalen Airbnb. Det skal understreges, at  Airbnb allerede har en aftale med de danske skattemyndigheder om at dele danske værters data.

På den pågældende platform, som Skattestyrelsen nu undersøger, kan brugerne eksempelvis udleje deres bolig, bil og båd.

Skattestyrelsen går på jagt efter skjulte lejeindtægtre fra deleøkonomisk platform.
Skattestyrelsen går på jagt efter skjulte lejeindtægtre fra deleøkonomisk platform. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Deleøkonomi via forskellige digitale platforme er efterhånden blevet en fast del af manges hverdag. Også når det kommer til deling af bil, båd og bolig. Derfor er det kun naturligt, at vi kontrollerer, om udlejere husker at få oplyst deres indtægter til os, så der bliver betalt den rigtige skat og moms,« siger underdirektør i Skattestyrelsen Britt Rønne.

Oplysningerne, Skattestyrelsen vil indhente, drejer sig om kalenderåret 2020.

Der vil være tale om blandt andet indtægter, anvendte konti, identifikationsoplysninger samt andre oplysninger, der kan sætte spot på den enkelte udlejers lejeindtægter gennem platformen.

Skattestyrelsen har med tilladelse fra Skatterådet tre gange tidligere indhentet oplysninger fra flere arbejdsplatforme.

Det er blevet populært at leje sin bil ud gennem deleøkonomiske platforme. Lejeindtægter skal opgives til skattevæsenet.
Det er blevet populært at leje sin bil ud gennem deleøkonomiske platforme. Lejeindtægter skal opgives til skattevæsenet. Foto: Emil Helms
Vis mere

I 2020 gennemførte Skattestyrelsen på den baggrund 1.816 kontroller af en gruppe borgere med indtægt via arbejdsplatforme.

Alle borgere blev udvalgt ud fra en vurdering af væsentlighed og risiko. Og hitraten var eksorbitant. Hele 95 procent af kontrollerne medførte, at de udvalgte borgere fik ‘reguleringer’, som Skattestyrelsen meget prosaisk kalder skattesmækkene.

Med den nye tilladelse fra Skatterådet er det første gang, at Skattestyrelsen kan hente lignende oplysninger fra en deleøkonomisk kapitalplatform.

Ud over at give mulighed for at kontrollere de enkelte udlejeres indtægter, skal oplysningerne anvendes til at give Skattestyrelsen et større kendskab til brugen af kapitalplatforme, oplyser Britt Rønne.

»Vi kommer til at anvende oplysningerne til kontrol, men også – og meget vigtigt – til at blive klogere på området, så vi i fremtiden kan blive endnu bedre til at målrette vores vejlednings- og kontrolindsats,« siger hun.

Langt størsteparten af oplysningerne til årsopgørelsen modtager Skattestyrelsen automatisk fra for eksempel arbejdsgivere, der indberetter løn og indeholder forskudsskat.

Oplysninger om indtægter fra deleøkonomiske kapitalplatforme skal borgerne derimod som udgangspunkt selv sørge for at oplyse via TastSelv.

Fra indkomståret 2021 har kapitalplatforme, der opererer fast i Danmark og som formidler udlejning af bolig, bil eller båd, pligt til at indberette udlejernes indtægter til Skattestyrelsen.

Det sker som en del af den politiske aftale ‘Bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien’.