Lyt til artiklen

December har indtil nu budt på tårnhøje elpriser, og tirsdag bliver heller ingen undtagelse.

Her stiger prisen for en kilowatt-time strøm til over tre kroner gennem det meste af dagen, viser data fra den nordiske elbørs Nord Pool.

Da der kun er tale om den 'rene' elpris, hvilket vil sige uden transport og afgifter, vil den samlede pris for forbrugerne dog være markant højere.

»Vi befinder os i de høje gasprisers vold endnu en gang,« siger Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent i interesseorganisationen Green Power Denmark.

»Sådan vil det være on and off, indtil der kommer et større blæsevejr ind over Danmark og vores nabolande,« siger Kristian Rune Poulsen.

Elprisen kan være svær at spå om, fordi den i høj grad afhænger af blæst, regnvejr, gaslagre og vedligeholdelse af europæiske kraftværker.

»De seneste dage har det blæst nogenlunde i Danmark, men problemet er, at det ikke rigtig blæser nok i Tyskland, Holland og Sverige. Vi er derfor ret afhængige af de fossile gaskraftværker for at få strøm,« siger Kristian Rune Poulsen.

En hvid jul, som DMI nu varsler, kan også få betydning for den kommende tids strømpriser. Kolde temperaturer frister nemlig mange til at skrue ekstra op for varmen.

»De første vejrudsigter begynder at true med sne. Det er ikke så godt et tegn for elpriserne, men det kommer også meget an på, om vinden kan hjælpe os ud af denne her kattepine,« lyder det fra Kristian Rune Poulsen.