Da Josephine Jakobsen og hendes mand for tre år siden købte et hus på 200 kvadratmeter i Dalby, var udgifter til opvarmning ikke som sådan noget, der gav anledning til stor bekymring.

De fik hurtigt installeret en luft til luft-varmepumpe i stedet for elpaneler og brændeovn, og det sikrede et udgiftsniveau, som var til at have med at gøre. Nu er situationen forandret på drastisk vis.

Da elregningen landede i december, fik Josephine et chok.

Den lød på 8.000 kroner for tre måneder. Samme regning for samme periode sidste år lød på 5.000 kroner.

Josephine Jakobsen, 34.
Josephine Jakobsen, 34.
Vis mere

Familien er ramt af de voldsomt stigende elpriser, som i perioder af 2021 betød, at elpriserne var seksdoblet.

Lige nu er de næsten firedoblet i forhold til for et år siden og har ramt de højeste niveauer i fire årtier, viser tal fra Danmarks Statistik.

En udvikling, som ifølge Dansk Energi ikke ser ud til at stilne af lige foreløbig.

»Vi har slet ikke budgetteret med, at det skal koste os så markant meget mere. Nu skal vi finde de penge. På kort sigt må vi nok tage dem fra opsparingen. Vi har lige stillet små el-radiatorer ind til børnene også, så jeg tør slet ikke tænke på næste regning,« forklarer 34-årige Josephine Jakobsen.

Også i Holbæk har de stigende elpriser gjort indhug.

Sandra Tymm-Andersen er 27 år og er enlig forsørger til en lille pige.

Hun står nu i en situation, hvor hendes elregning er steget fra omkring 300 kroner om måneden til 700 kroner om måneden.

»Det ser ikke godt ud for mig lige nu. Vi har i forvejen ikke mange penge. Det her betyder, at jeg skal undvære ting som nyt tøj til mig selv, legetøj til min datter og transport, så jeg kan se mine venner. Jeg kan i høj grad mærke den stigning,« siger Sandra Tymm-Andersen:

Sandra Tymm-Andersen, 27.
Sandra Tymm-Andersen, 27.
Vis mere

»Min husleje er også lige steget, og flere varer i supermarkedet er steget i pris. Hvis det her fortsætter, er jeg nødt til at flytte i en etværelseslejlighed, og det er ikke ideelt, når man har et lille barn.«

I begge husstande er alt nu sat ind for at spare på elektricitet.

Hos Josephine Jakobsen i Dalby bruger de nu en app til at navigere i hverdagens elforbrug.

»Vi tænker meget over, hvornår vi vasker tøj. Vi har downloadet en app, så vi kan se, hvornår strømmen er billigst, og så bruger vi opvaskeren og vaskemaskinen efter det,« forklarer Josephine Jakobsen:

»På sigt må vi se på, om vi skal investere i at skifte varmekilde igen, for vi kan ikke leve med, at de her regninger skal betyde, at vi ikke kan holde ferier for eksempel.«

Også Sandra Tymm-Andersen gør en indsats.

»Jeg hiver stikkene ud af stikkontakten og har intet på standby. Jeg tænker over, hvor meget jeg tænder lyset, hvor meget jeg bruger komfuret, og så bruger jeg stearinlys om aftenen,« forklarer hun.