Det er januar, det er mørkt, det er mandag.

Det er den tid på året, hvor man som bilejer ofte skal væbne sig med tålmodighed og måske endda alliere sig med den del af hjernen, der sørger for, at man kommer lidt hurtigere ud ad døren.

Der kan nemlig være et solidt lag frost på ruden.

Og det er åbenbart noget, der ifølge virksomheden Carglass, der specialiserer sig i bilruder, kan skabe flere problemer, end man måske lige går og tror.

Således stiger antallet af forrudeskift hver vinter, skriver de i en pressemeddelelse.

Og det er netop mange bilejeres morgenrutine, der er problemet.

Sagen er nemlig, ifølge virksomheden, at den gængse taktik 'kombinationen af isskraber og fuld smæk på varmen' stresser forruden:

»I løbet af natten bliver bilen gennemkold, og når det bliver koldere, er der større risiko for, at et stenslag revner. Har du et stenslag, er der også mulighed for, at der kan løbe vand ind i det, og når det så fryser, og vandet udvider sig, så kan det medføre, at ruden revner,« fortæller administrerende direktør Carina Bukkehave.

I stedet for at gå i krig med isskraberen lyder anbefalingen, at man i stedet bruger en såkaldt isfjerner, der kan sprayes direkte på forruden. Den er mere skånsom og stresser dermed ikke glasset i samme grad.

Og har du et stenslag i ruden, kan du bruge et rudeplaster, der forhindrer vand i at løbe ind i revnerne og senere udvide sig under nattefrosten.

Problemet er måske ikke så aktuelt netop nu, hvor de første januardage har budt på vinterlunt vejr og regn, men ifølge DMI bliver det aktuelt lige om hjørnet.

»Efter den opklaring, som kommer nu her natten til tirsdag, er det lidt køligere luft, vi får ned over landet, og det gør, at vi igen kommer ned til at have temperaturer omkring frysepunktet om natten,« fortalte meteorolog Anna Christiansson i morges til B.T.