Sommeren og det tidlige efterår har budt på store udsving på aktiemarkedet. Det giver mulighed for at få sig en hurtig gevinst, men også risiko for store tab.

Og her er specielt en befolkningsgruppe særligt udsat. Nærmere bestemt: mænd.

For når det kommer til handel på aktiemarkederne, har vi mænd en klar tendens til at overvurdere vores egne evner.

Og selvom vi tror, vi er investeringsguruer efter en smule research, har det ofte den præcis modsatte effekt.

Det forklarer Anders Hartmann, der er direktør i Nord Investment.

»Der er ingen tvivl om, at mænd tror mere på deres egne evner, når det gælder aktiemarkedet. Og ofte overvurderer mænd deres evner. Samtidig er mænd langt mere impulsive og har det med at trykke hurtigere på køb-knappen,« siger Anders Hartmann.

Problemet er, forklarer han, at mange mænds tiltro til egne evner til at finde den næste store aktiesucces ofte er baseret på en fejlvurdering af egne evner.

Og det har det med at føre til et ringere resultat end det, kvinder typisk opnår, når de investerer.

»Mænd handler 43 procent mere end kvinder, og det giver én procent dårligere afkast årligt. Og set over en lang årrække kan det være rigtig mange penge,« siger Anders Hartmann og uddyber:

»Mænd handler typisk impulsivt, mens kvinder handler mere langsigtet.«

Inden vi kommer tilbage til investeringsekspertens råd til, hvordan man opnår den bedste succes i verdenen for investering, er det vigtigt at vide, at han selv har været en af de impulsive mænd, som han nu fortæller om.

»I mine unge dage, der tjente jeg 150.000 kroner på salg af en lejlighed. Dem kastede jeg allesammen i aktier. Og på det tidspunkt var tech-aktier det helt store. Så alle mine penge gik til tech-aktier. Det tjente jeg mange penge på, men så kom dotcom-boblen i start-00erne, og jeg mistede dem allesammen. Der lærte jeg på den hårde måde, at det er en god idé at sprede sine investeringer,« forklarer Anders Hartmann.

Han mener, at det er blevet markant nemmere for mænd at foretage hurtige og impulsive handler med aktier.

»Der er efterhånden kommet rigtig mange handelsplatforme, hvor man med et tryk på én knap kan foretage en handel. Samtidig har sociale medier også haft en betydning for den her hoved-under-armen-adfærd, vi ser,« siger Anders Hartmann.

Og så er vi tilbage ved de gode råd, som ganske almindelige investorer bør følge.

De kan opdeles i tre, forklarer Anders Hartmann.

»Den første er, at man skal lægge en strategi. Og den skal man holde sig til. Også selvom man pludselig får en god idé til, hvad der kan blive den næste store aktie. Man sætter en tidshorisont. Hvornår skal man bruge pengene, og så sætter man sin risiko efter det. Går man på pension om fem år, så skal risikoen værre lavere, end hvis man går på pension om 20 år,« siger han og fortsætter:

»Den anden kommer an på ens økonomiske formåen. Man skal ikke investere mere, end man kan tåle at tabe. Og den tredje er tolerance. Hvordan sover man om natten, når markederne går op og ned?« siger Anders Hartmann.

Og så slutter han af med sin vigtigste pointe.

»Uanset om markedet går op eller ned, så hold fast i din strategi. Man kan ikke forudsige markedet, og man bliver skør af at følge det time for time.«