Der er lagt op til den helt store forløsning for tusindvis af danskere, når der torsdag bliver åbnet op for, at du kan søge om at få tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt.

En forløsning, der forventes at skabe en massiv strøm af danskere, som alle vil have deres feriepenge udbetalt så hurtigt som muligt.

»Vi forventer et meget stort pres, og vi har brugt en del energi på at sikre os så godt, vi kan, så systemet fungerer,« siger Trine Bøje Forsby, kommunikationskonsulent for LD Fonde, der står for udbetalingen af dine feriepenge.

Forud er gået flere uger med hårdt arbejde, hvor ATP, der står for den tekniske løsning, har skullet sætte systemet op til den massive udbetaling, der er lagt op til.

Selve processen for at få dine penge bliver relativt simpel.

»Du logger ind på borger.dk med dit NemID, vælger, om du er lønmodtager eller en af de andre muligheder, og så bliver du præsenteret for, hvilke feriemidler vi forventer, du har mulighed for at få udbetalt,« siger Trine Bøje Forsby:

»Hvis du vil have dine feriepenge, så vælger du 'ja', og hvis ikke du vil, så behøver du slet ikke gå derind. Hvis du vælger at få dem udbetalt, sender vi dig et brev til din e-Boks, hvor du kan se grundlaget for udbetalingen. Og så kommer pengene inden for 14 dage – måske endda lidt tidligere.«

Det helt konkrete tidspunkt for, hvornår du kan logge ind på torsdag, er endnu ikke fastlagt.

»Vi mangler lige de sidste detaljer. Men vi sender en pressemeddelelse ud før, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, hvornår det hele er klar,« siger Trine Bøje Forsby.

Ifølge Ann Lehmann Erichsen, privatøkonom i Nordea, er det næsten uundgåeligt, at du ender i en lang kø på borger.dk for at få dine feriepenge.

»Vi ser det jo hvert år, når danskerne skal ind og se deres forskudsopgørelse hos Skat for at se, om de skylder eller skal have penge tilbage,« siger Ann Lehmann Erichsen, privatøkonom hos Nordea:

»Folk går amok i forbindelse med de her begivenheder, og det har vi set mange eksempler på. De sidder og tripper og venter på at komme ind og se, hvad de kan få. Så der er god grund til at frygte, at systemet bliver hårdt belastet.«

Hun minder danskerne om, at man altså ikke behøver søge om at få pengene på torsdag.

»Tag det roligt. Man kan søge helt frem til 1. december, så der er ingen grund til at sidde i en stor kø. Men det gør det fleste nok alligevel,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Det er en massepsykologisk mekanisme, som går i gang. Folk er simpelthen bange for at glemme det, så vi kan godt forvente en masse kø torsdag.«

LD Fonde har også en advarsel til danskerne i forbindelse med udbetalingen af feriepenge. De frygter nemlig, at svindlere vil forsøge at lukrere på situationen.

»Hvis du får en mail eller en sms om at få udbetalt dine feriepenge – så pas på,« lyder advarslen:

»Lønmodtagernes Feriemidler kontakter dig ikke via mail eller sms, og vi ringer heller ikke til dig for at få dine fortrolige oplysninger om personnummer, NemID, kreditkort eller bankkonto.«