Når Folketingets partier torsdag sætter sig sammen for at tale om den videre genåbning af det danske samfund, sidder landets cafeer og restauranter med sved på panden og store forhåbninger.

Håbet og forventningen er, at regeringen helt dropper kravet om at skulle vise en negativ test, når man fra 21. april igen kan gå ud og spise eller drikke på restaurant udenfor.

»Vores forventning er, at kravet om en negativ coronatest ved udendørsservering bliver droppet,« siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i HORESTA:

»Det giver ikke nogen som helst mening, at man må løbe rundt 50 mennesker i en idrætsklub udenfor, men at man så ikke må sætte sig over på en professionelt drevet restaurant efterfølgende udenfor og få en øl.«

Forventningen er ikke grebet ud af den blå luft.

Onsdag kunne DR fortælle, at et flertal uden om regeringen – bestående af en samlet blå blok, Radikale Venstre og Enhedslisten – er klar til at presse på for, at kravet om en negativ test ved udendørsservering bliver droppet.

Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, begrundede det over for DR på følgende måde:

»Der er jo ingen grund til at have regler, der ikke har nogen effekt. De restriktioner, vi har, skal vi kun have, fordi de har en smittedæmpende effekt. Det har jeg rigtig svært ved at se, at et coronapas i forbindelse med udendørs servering skulle have.«

Hos HORESTA ser man frem til eventuelt at få droppet kravet om en negativ test ved udendørsservering – og håber på yderligere lempelser.

»Vi er super glade for, at politikerne har lyttet til os. Vi har fra starten kæmpet mod, at man skal vise coronapas for at komme på restaurant, fordi vi er meget bekymrede for, at det holder mange gæster væk,« siger Annette Hyldebrandt:

»Nu regner vi med, at de frafalder kravet om coronapas for udendørs servering. Vi håber også, at de vil overveje at gøre det ved indendørs servering. Vi ved godt, at det kan blive op ad bakke, men udviklingen i smittetallene ser fornuftig ud lige nu, så vi håber, at man vil se konstruktivt på, om man kan gøre tingene mere smidigt.«

Torsdag morgen udsendte Erhvervsministeriet de foreløbige retningslinjer for udendørsservering, som altså bliver tilladt fra 21. april.

Her fremgår det, at der skal holdes en meters afstand mellem gæsterne, at der skal fremvises coronapas for at få adgang, og serveringsstederne skal lukke klokken 22.

Om nogle af de krav frafaldes, står måske klart torsdag aften.