Torsdag eftermiddag sætter partierne sig endnu en gang til forhandlingsbordet for at drøfte, om genåbningen kan gå endnu hurtigere set i lyset af de lave smittetal.

Og meget tyder på, at der allerede fra 21. april kommer en ny stor genåbning.

Ifølge et aftaleudkast, som regeringen har sendt til de øvrige partier torsdag formiddag, er regeringen klar til at hæve forsamlingsloftet til 10 personer indendørs og 20 personer udendørs allerede fra 21. april.

Fra 21. maj vil det blive hævet yderligere til 25 personer indendørs og 50 personer udendørs, lyder det i regeringens oplæg.

Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde om status på covid-19, genåbning og lokale nedlukninger, i Eigtveds Pakhus i København, torsdag den 25. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde om status på covid-19, genåbning og lokale nedlukninger, i Eigtveds Pakhus i København, torsdag den 25. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det stemmer godt overens med de beregninger, som Statens Serum Institut (SSI) har lavet, og som partierne også har fået tilsendt.

Her vurderer SSI nemlig, at der på flere områder er plads til en større genåbning af samfundet 21. april, end der var lagt op til.

B.T. er kommet i besiddelse af beregningerne, som vil spille en central rolle ved torsdagens forhandlinger mellem de fleste af Folketingets partier.

SSI har regnet på fire scenarier, hvor der i alle scenarier indgår en lempelse af forsamlingsloftet til 10 personer indendørs og 20 personer udendørs, som regeringen også har spillet ud med.

Her ses SSIs fire scenarier, som der er regnet på.
Her ses SSIs fire scenarier, som der er regnet på.
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger svarer regeringens udspil i store stræk til scenario 2 i SSIs beregninger. Og det er netop også, hvad SSI direkte anbefaler i sin rapport.

Scenario 2 indebærer blandt andet, at al indendørs idræt for børn og unge under 18 år genåbner 21. april. Men det betyder umiddelbart ikke, at fitnesscentre åbner fra 21. april, eftersom det ikke er en aktivitet, som er begrænset til børn og unge.

Der er også lagt op til, at 5. til 8. klasse fortsat ikke kan møde fuldt frem i klasseværelset. Det er fortsat med 50 procent klasseundervisning, men med mulighed for udendørs fremmøde resten af tiden.

Det er dog vigtigt at understrege, at der kun er tale om et aftaleudkast fra regeringen. De borgerlige partier har efterlyst en endnu større genåbning, som blandt andet inkluderer åbningen for både indendørs og udendørs servering på restaurationer.

Det svarer til scenario 4 og vil ifølge SSI indebære en 'høj' risiko for smittespredningen.

'Det forventes, at denne lempelse vil føre til smittestigninger særligt i områder, der i forvejen har en høj forekomst, hvilket kan medføre mere omfattende lokale nedlukninger på for eksempel skoleområdet særligt i
Hovedstadsregionen,' skriver SSI.

Ifølge den oprindelige plan er der lagt op til, at udendørs servering åbner 21. april, mens indendørs servering må vente til 6. maj.