De seneste uger har børn over hele landet samlet små plastikfigurer af dagligvarer, som bliver udleveret ved indkøb i Føtex og Bilka. Det kan være en lille pakke toastbrød eller en shampoo, og under fanen 'Mini Marked' skal man samle figurerne i en mappe.

Et koncept for børn – og et koncept, som har udløst raseri mod Bilka og Føtex.

Kritikken, der i stigende grad er haglet ned over de to dagligvarekæder, går på to ben.

Allerede fra starten har kunder raset mod det, som flere opfatter som hykleri fra Salling Group.

Den første januar udsendte Salling Group eksempelvis en pressemeddelelse, hvor de mere eller mindre pralede med, at de i Føtex – i bæredygtighedens navn –fjernede 87 ton plastik fra butikkerne ved at stoppe salget af plastikservice og sugerør.

Seks måneder senere startede man så Mini Marked-kampagnen, hvor Føtex og Bilka uddeler plastiklegetøj i stor stil.

Et faktum, der har flere fået kunder op i det røde felt.

'Jeg bliver sgu vred, når jeg ser Føtex pumpe plastik ud på den måde,' skriver Stine Jensen eksempelvis på Føtex' Facebook-side.

Mini Marked har været ekstremt populært. Søndag var der eksempelvis byttedag i landets Føtex-butikker og Bilka'er.
Mini Marked har været ekstremt populært. Søndag var der eksempelvis byttedag i landets Føtex-butikker og Bilka'er.
Vis mere

På samme måde skriver Niels Laursen på Bilkas Facebook-side, at kæden 'skulle skamme sig' over plastikforbruget i forbindelse med kampagnen.

Salling Group bekræfter, at de under hele kampagnen har modtaget klager om plastikforbruget. Deres svar på kritikken vender vi tilbage til.

For som om kritikken omkring plastik ikke var nok, så startede en ny byge af kritik i sidste uge.

Her begyndte Bilka og Føtex at hænge skilte op i deres butikker, hvor der stod, at samlemapperne til de små plastikfigurer er udsolgt.

Det gjorde flere kunder skuffede – eksempelvis Solvej J. Nielsen, som nu ikke kan skaffe en samlemappe til sit barnebarn.

»Vi er utilfredse med den form for falsk reklame, for der står, at den her kampagne løber et par uger endnu. Vi havde troet, vi havde god tid. Det er altså ikke en lille købmand, vi taler om. Det er Salling Group, og de bør kunne skaffe flere samlebokse,« siger Solvej:

»Børnene er meget, meget skuffede. Jeg bliver da sur, men sådan er det jo med en mormor. Børnene overlever, men det er irriterende.«

Hos Salling Group er man bekendt med begge kritikpunkter. Først til den om plastik-hykleri:

Kunder er sure over, at samlemappen er udsolgt.
Kunder er sure over, at samlemappen er udsolgt. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmålstegn ved det. Det er rigtigt, at vi har fjernet en del plastik fra butikkerne, og så har kunderne forventninger til os,« siger Mads Hvitved Grand, pressechef for Salling Group:

»Men her er der tale om legetøj, som man gerne skulle kunne lege med i lang tid, og der holder plastik bedre. Vi har den her kampagne, fordi vi gerne vil fremme legen med fysiske ting frem for en skærm, og vi har fået mange positive reaktioner. Men er klart, at vi skal lære af det her.«

I forhold til de udsolgte samlemapper lægger Salling Group sig fladt ned. Mads Hvitved Grand erkender, at interessen har været så stor, at man ikke har kunnet følge med.

»Vi kan ikke nå at producere flere, så vi har ikke været gode nok til at forudse efterspørgslen. Skulle vi have været bedre til det? Ja,« siger Mads Hvidtved Grand.