Søndag den 10. november troppede Fødevarestyrelsens kontrollanter pludselig op og ville se nærmere på Føtex i Esbjerg.

Her fandt de madrester på gulvet flere steder, skimmel og andre ubehageligheder. Det udløste en bøde på 20.000 kroner. Og måske bidrog det også til en fyring af butikkens øverste chef.

Faktum er i hvert fald, at varehuschefen for Føtex i Esbjerg to dage efter kontrolbesøget var færdig.

Tirsdag den 12. november gik han hjem fra butikken for sidste gang.

Det bekræfter Salling Group overfor B.T.

Forud var gået et forløb, hvor Fødevarestyrelsen inden for godt et år havde sanktioneret Føtex i Esbjerg i forbindelse med tre ud af fire kontrolbesøg.

Én af sanktionerne skete, fordi kontrollanterne fandt varer, som havde overskredet sidste salgsdato.

De to andre var for manglende rengøring, fund af mug, skimmel og senest gamle madrester.

Hos Salling Group vil man ikke be- eller afkræfte, om 'opsigelsen af samarbejdet' med varehuschefen er sket som direkte konsekvens af de seneste sure smiley og medfølgende bøde.

Om selve kontrolbesøget den 10. november, der udløste en sur smiley og en bøde, siger Kim Askjær, regionschef for Føtex:

'I Føtex sigter vi altid efter at præsentere det allerbedste, og det har vi ikke helt formået i vores varehus i Esbjerg på det seneste, hvilket også illustreres af den anmærkning, Fødevarestyrelsen gav butikken for nogle uger siden', skriver han i en mail:

'Det er vi allerede og selvfølgelig i gang med at rette op på i samarbejde med butikkens dygtigere medarbejdere'.

Det svar er identisk med det, han har givet til JydskeVestkysten, som også har skrevet om sagen.

Overfor B.T. forklarer Kim Askær dog også, hvorfor han ikke vil sige noget konkret om afskedigelsen af varehuschefen.

'Vi kan ikke gå ind i personalesag, ikke mindst af hensyn til den pågældende medarbejder, hvilket selvfølgelig også gælder i dette tilfælde, selvom jeg har forståelse for nysgerrigheden', skriver han til B.T.:

'Vi har dog forbedringsmuligheder i Esbjerg, og det skal vi nu lykkes med af hensyn til vores mange gode kunder'.