En Føtex på gågaden i Hobro er tirsdag lukket på ubestemt tid.
Årsagen er, at der er fundet et skadedyr i kælderen under varehuset.
Det kunne Nordjyske skrive tirsdag eftermiddag.
»For at sikre, at det ikke kommer ind i varehuset, har vi valgt at lukke,« siger varehuschef Lars Lind til B.T.
Han oplyser, at de ikke er sikre på, hvilket skadedyr der er tale om. Føtex vil nu finde ud af, hvor længe de skal holde lukket. Den beslutning tager de sammen med fødevaremyndighederne og de eksperter, de nu samarbejder med.
Varehuschef Lars Lind tager situationen roligt.
»Det er mig, der har taget beslutningen, så det har jeg det fint med,« siger han.
Herefter ønsker han ikke at fortælle yderligere om situationen, der holder forretningen lukket.
Del:


