Føtex på Smedegade i Esbjerg har fået sig en gedigen bøde af Fødevarestyrelsen.

Det er anden gang på få uger, butikken i den vestjyske by har fået en løftet pegefinger af myndighederne.

Bøden lyder derfor på intet mindre end 20.000 kroner.

Det skyldes den manglende rengøring i butikken.

I kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen står der blandt andet:

'Gulv under reoler med kolonialvarer fremstår med fødevarer. Gulvet under kolonialreoler er beskidt, og der er gamle madvarerrester på gulvet. Enkelte kanter ved døre i mælkekøler i butik fremstår med belægninger. Rist i bunden af mælkekøler fremstår med rester af gamle fødevarer samt begyndende vækst af formodet skimmel.'

Samtidig beskrives det, at en sodavandskøler også fremstod med skimmel i kanterne, det samme gjorde en køler, hvor skimmel havde 'knopskud'.

Da det var anden gang på kort tid, modtog virksomheden bøden.

Det er nu tredje gang af de seneste fire besøg, virksomheden har begået overtrædelser i rengøringen. Og derfor får Føtex i Esbjerg nu den helt sure smiley sammen med bøden.

JydskeVestkysten, som først beskrev historien, har forsøgt at få en kommentar fra Føtex til den sure smiley. Det har dog ikke været muligt.

I en kort kommentar fra virksomheden til Fødevarestyrelsen lyder det blot:

'Jeg sætter mandskab på rengøring med det samme.'