Domino's Pizza genopstår i Danmark. Det blev en realitet, da den ellers skandale- og konkursramte kæde onsdag blev opkøbt af australske Domino's Pizza Enterprises, der driver mere end 2.400 Domino's-restauranter i hele verden.

Et opkøb, der vil udløse en storstilet kampagne i Danmark.

Det vurderer Frederik Preisler, ekspert i pr og kreativ direktør i Mensh.

»Vi kommer til at se en kæmpe offensiv og en stor reklamekampagne fra Domino's i Danmark. De vil investere kraftigt i at forklare danskerne, at det her en helt ny start,« siger Frederik Preisler:

»Det bliver en svær opgave, det er der ingen tvivl om. Men det er overhovedet ikke umuligt.«

Der er ellers nok at rette op på for de nye ejer af Domino's.

I efteråret 2018 blev Domino's i Danmark afsløret i en stor fødevareskandale i 'Operation X' på TV2, og senere fulgte en række kritiske artikler i flere medier.

Det skete blandt andet, da B.T. kunne afsløre, at pizzakæden havde benyttet en CVR-finte til at slette en række dårlige smiley-rapporter.

Allerede i oktober måtte Domino's lukke syv restauranter, og kulminationen kom i starten af marts, da kæden gik konkurs.

Det er den forfaldshistorie, de nye ejere skal ind og rette op på.

»De skal puste helt ny vitalitet ind i Domino's-brandet. De skal have skiftet ting ud på menuen, i restauranterne, og man skal have signaleret en helt ny hygiejnepolitik. Men det kan sagtens lade sig gøre,« siger Frederik Preisler.

Han hæfter sig ved, at der er tale om en enorm spiller med stor erfaring for at drive Domino's-restauranter.

»Hvis køberen havde været en lille dansk spiller, så havde jeg sagt held og lykke. Men en opkøber af denne størrelse ved godt, hvad de gør. De har oplevet kriser før, og de er klar over, hvad det er for nogle mekanismer, de skal ind og arbejde med,« siger Frederik Preisler.

Domino's Pizza Enterprises har annonceret til den australske børs, at de har betalt 18,7 millioner kroner for Domino's i Danmark.

En pris, der er så lav, at man har masser af penge til at gå i offensiven, mener Frederik Preisler.

»Man har jo stort set betalt nul kroner for brandet og kun betalt for ovne og materiale. De kommer til at investere her, og hvis de vurderer, at de kan få det til at køre, så er der en rigtig god sandsynlighed for, at de har regnet rigtigt.«