Domino's har ikke blot nøjedes med at lukke syv butikker efter hygiejneskandalen i Operation X. Flere restauranter har skiftet cvr-nummer for at mørklægge kritiske smiley-rapporter, så kunderne ikke længere kan se dem.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

»Det er helt uacceptabelt, og det er endnu et tegn på, at der er en meget problematisk kultur i Domino's, hvor man forsøger at skjule sine fejl,« siger Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk, og uddyber:

»Det ser ikke kønt ud. Der tegner sig et mønster, hvor Domino's misbruger systemet til selektivt at videreføre gode smileys og kassere de dårlige.«

Her er det Domino's i Taastrup, der er lukket ned.
Her er det Domino's i Taastrup, der er lukket ned. Foto: Andreas Langaa
Vis mere

Siden Fødevarestyrelsens landsdækkende kontrol af kæden 7. juni har Domino's skiftet cvr-nummer på seks restauranter. Når en virksomhed skifter cvr-nummer, kan den vælge, om smiley-historikken skal videreføres.

I de fire Domino's-restauranter, hvor Fødevarestyrelsen har givet dårlige rapporter fra juni frem til cvr-skiftet, har Domino's valgt at slette de kritiske rapporter, så butikkerne i dag udelukkende fremstår med en eller flere glade smileyer.

B.T. kan dog via en aktindsigt blotlægge de rapporter, Domino's har valgt at mørklægge.

På Østerbro fik Domino's en indskærpelse 7. juni for problemer med datomærkning af råvarer, og 31. juli fik restauranten en bøde og påbud om at destruere madvarer, der blev vurderet uegnede til menneskeføde.

Et eksempel på en rapport, Domino's har slettet. I dag står kun én rapport opført hos Domino's Østerbro. Her er et nyt cvr-nummer anført, og der er en glad smiley dateret 6. september.
Et eksempel på en rapport, Domino's har slettet. I dag står kun én rapport opført hos Domino's Østerbro. Her er et nyt cvr-nummer anført, og der er en glad smiley dateret 6. september.
Vis mere

De to rapporter blev slettet i forbindelse med cvr-skiftet, og i dag kan kunderne kun se en glad smiley fra september.

I Randers fik Domino's 7. juni en indskærpelse for rod med datoerne på fødevarerne, men fik så en glad smiley 13. juli. Efter cvr-skiftet har Domino's valgt at slette den dårlige rapport, men har videreført den glade smiley til den nye ejer.

I Valby og på Store Kongensgade i København har Fødevarestyrelsen i henholdsvis juni og juli givet Domino's indskærpelser for mangelfuld hygiejne og rod med datomærkning af råvarer.

De to rapporter slettede Domino's også i forbindelse med cvr-skift, og begge restauranter fremstår i dag udelukkende med glade smileyer, som de efterfølgende har opnået.

»De rapporter, der her er blevet slettet, fortæller om forhold, man kan blive syg af. Den historie skal kunderne have adgang til,« mener Michael René, ekspert i fødevarehygiejne på Københavns Professionshøjskole, og uddyber:

»De vælger jo at slette den dårlige smiley-historik, fordi det giver et dårligt indtryk, hvis kunderne kommer ind og kan se en masse dårlige smileys på væggen. Men forbrugerne bør have adgang til den reelle historie.«

I de to øvrige butikker, hvor der er sket ejerskifte, er der ikke slettet rapporter. I Viborg lukkede restauranten helt ned kort efter ejerskiftet.

I Domino's på Falkoner Allé var der en glad smiley, før der skete ejerskifte. Den glade smiley blev overført til den nye ejer.

Et nærmere blik på cvr-skifterne viser, at Domino's hovedkontor har været involveret i flere af de ejerskift, der er sket efter 7. juni.

I et tilfælde skiftede ejerskabet fra et firma med navnet Amager Domino's Aps til Roskilde Pizza Aps. Begge selskaber har adresse samme sted: Præstemarksvænge 19, som er hjemsted for Domino's hovedkontor.

Efter flere dages samtaler frem og tilbage har Domino's valgt at sende en skriftlig kommentar om sagen.

'Dominos har naturligvis gennemført en vurdering af, hvilke franchise-tagere der ikke har levet op til kædens kvalitetsstandarder – og taget action på det. Derfor er ejerforholdet ændret på en række butikker,' skriver Domino's i en mail til B.T.

Domino's har hængt 'lukket'-sedler op i vinduet flere steder i landet.
Domino's har hængt 'lukket'-sedler op i vinduet flere steder i landet.
Vis mere

Herefter forklarer Domino's, at de ikke længere bruger en praksis, hvor man sorterer i smiley-rapporterne i forbindelse med ejerskift.

'Dominos har siden oktober måned ændret procedurer ved ejerskift og overfører nu al kontrolhistorik ved ændret ejerskab. Det er bl.a sket for butikken i Randers. Dette indebærer fremover, at hele kontrolhistorikken vil fremgå, når en franchisebutik sælges eller købes tilbage,' skriver Domino's.

Fødevarestyrelsen bekræfter over for B.T., at Domino's har anmodet om at få den mindre gode rapport i Valby fra 7. juni overført. Den fremgår dog endnu ikke på findsmiley.dk.