Pizzakæden Domino's er gået konkurs i Danmark.

Det oplyser kæden selv på en telefonsvarer, når man ringer til dem for at bestille mad.

»Domino's er desværre gået konkurs i Danmark, og det er ikke længere muligt at bestille pizzaer,« lyder telefonsvaren blandt andet.

Kædens hjemmeside er også lukket ned.

B.T. er bekendt med flere medarbejdere, der ikke har fået udbetalt løn for februar.

Har du arbejdet for Domino's? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Nedturen for Domino’s Pizza tog til i fart i januar, hvor kæden lukkede to pizzeriaer, og hvorved Domino's havde lukket knap hver tredje restaurant, siden de blev ramt af en fødevareskandale i slutningen af september 2018.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

»Trenden er jo klar. Domino’s er inde i en ond cirkel, hvor den her krise har påvirket deres brand negativt. Der er en grundlæggende tillid, som er blevet brudt hos mange kunder, og det er det værste, der kan ske,« sagde Henrik Byager, ekspert i kommunikation og branding, i januar til B.T. og uddybede:

»Deres produkt og koncept har ikke været stærkt nok til kunne klare det her, og så bliver sådan en krise en kniv i bugen, hvorefter det bare fosser ud.«

Domino’s nedtur startede for alvor, da pizzakæden den 27. september 2018 i Operation X blev afsløret i fusk med datomærkning af råvarer.

I forbindelse med programmet besøgte Fødevarestyrelsens Rejsehold alle 31 Domino’s-restauranter, og i 22 af dem endte besøget med en sanktion. 15 af pizzeriaerne havde problemer med datomærkning af råvarer.

Skandalen fik allerede konsekvenser den 10. oktober, da Domino’s lukkede to restauranter. Den 15. oktober informerede Domino’s så igen Fødevarestyrelsen om yderligere fem lukninger.

Det blev ikke sidste gang.

Den 7. januar i år fortsatte nedturen, da Domino’s meldte til Fødevarestyrelsen, at de lukkede restauranterne i Herlev og Glostrup.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Dermed har Domino’s lukket knap hver tredje restaurant i Danmark på bare tre måneder.

»Det er jo oplagt, at de her lukninger har noget med den skandale at gøre. Det var en alvorlig sag, hvor der blev snydt systematisk med fødevarehygiejnen, og det er klart, at det er noget, der betyder meget for forbrugerne,« siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk til B.T., og uddyber:

»Man har set andre eksempler på, at forbrugere reagerer på shitstorms, og at der er butikker, der går ned på det og mister deres omdømme. Hos Domino’s har der været reelle problemer, og derfor overrasker det her mig ikke,« siger Camilla Udsen.

Hos Domino’s erkendte man i en mail til B.T., at 2018 har været et svært år, og at det ’ikke har været godt nok’.

Om butikslukningerne skrev Domino’s i januar til B.T.:

»Vi har en strategi om aktivt at styre og overvåge alle vores butikker, og om nødvendigt lukke butikker som ikke opfylder vores driftsmæssige og økonomiske standarder og krav. På denne basis har vi lukket butikker og lægger nu alle vores kræfter og tid i vores 22 butikker.«

Domino’s forklarede i samme mail, at de har iværksat en lang række tiltag, der skal rette op på situationen i kæden og påpeger, at de nu har en glad smiley i alle de tilbageværende butikker.

Det er dog tilsyneladende ikke lykkedes. I telefonsvaren, som lyder når Domino's kontaktes, bliver der fortalt, at der arbejdes på en løsning, så butikkerne kan åbnes igen.