Kun fem lande overgår Danmark, når det kommer til vores formuer. Danskerne er altså i toppen blandt de rigeste i verden.

Vores gennemsnitlige formue er helt oppe på 2.374.000 kroner, og det har givet os den fine sjetteplads. Og det er et fint fremryk for danskerne, hvis formue er øget med 245.000 i gennemsnit.

Faktisk er vi langt foran vores norske, svenske og tyske naboer. Førstepladsen går dog til Schweiz, som er kilometer foran Danmark.

Her er borgernes gennemsnitlige formue hele 80 procent højere end danskernes. Det skriver Berlingske.

Det skulle efter sigende være de voldsomt stigende boligpriser og ikke mindst voksende aktiekurser, der har fået danskernes formue op. Vores formuer består nemlig primært af boligformuer, pensionsformuer, bankindlån og værdipapirer.

»På alle parametre har pilen peget op. Friværdierne er pisket i vejret gennem det seneste år, pensionerne vokser og vokser, bankindlånet slår rekord på plussiden af 1.000 milliarder kroner, og samtidig slår danskernes aktieformuer rekord,« siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Det er dog ikke på alle økonomiske parametre, at vi når toppen. Kigger man på, hvor stor en procentdel af danskerne, der er millionærer målt i dollar, sakker vi langt bag både Sverige og Norge.

I Danmark er der lige nu 6,7 procent af danskerne, de er såkaldte dollarmillionærer, og selvom det måske ikke er godt nok til at være blandt toppen, så er det nu en meget fin stigning sammenlignet med år 2000, hvor der kun var én procent.