Er du indehaver af en Quantum Pendant-halskæde, en Energy Armor-sovemaske eller et Basic Nero-armbånd, så skal du tænke dig grundigt om.

De tre produkter samt en række andre, hvoraf flere er solgt for at beskytte mod 5G-stråling, har nemlig vist sig at være radioaktive og potentielt farlige. Og så er de solgt i Danmark.

De første til at slå alarm, var den hollandske myndighed for nuklear sikkerhed og radioaktiv beskyttelse. Det gjorde den i en pressemeddelelse, som siden er blevet opfanget i alverdens medier.

B.T. har i den forbindelse bedt Sundhedsstyrelsen herhjemme om at se nærmere på de radioaktive produkter.

Og her slår man også alarm.

Flere af produkterne kan nemlig også købes online herhjemme. Og mindst ét af produkterne er direkte målrettet børn.

»Produkterne er ligeledes forbudte i Danmark. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på problemet og har for nylig taget kontakt til samtlige danske forhandlere, der reklamerer på danske hjemmesider,« oplyser Sundhedsstyrelsen i et svar til B.T.

Problemet har været så omfangsrigt, at man har set sig nødsaget til at hive fat i de sælgere af produkterne, som ikke trak dem tilbage, da de blev gjort opmærksom på faren.

»Vi var midt i november på tilsyn hos de forhandlere i Danmark, der ikke umiddelbart trak deres radioaktive produkter tilbage efter vores første kontakt,« lyder det videre fra Sundhedsstyrelsen.

Det oplyses ikke, hvor mange af de potentielt farlige produkter der er blevet solgt herhjemme.

Men Sundhedsstyrelsen har nu sat sig for at forhindre import af de radioaktive produkter til danskerne.

»Vi er ligeledes i dialog med Toldstyrelsen for at forhindre, at bestillinger via internettet leveres til kunder i Danmark,« lyder det afslutningsvis fra Sundhedsstyrelsen.

I alt er ti produkter på en liste hos de hollandske myndigheder, fordi de er radioaktive og dermed potentielt farlige, hvis man går med dem gennem længere tid.

Eller som de hollandske myndigheder skriver:

'Har du et Quantum Pendant, et 'negativt ion'-smykke eller en af de sovemasker, der er listet herunder? Så bør du stoppe med at gå med dem, opbevare dem sikkert og afvente instruktioner om, hvordan du skal returnere dem,' indledes pressemeddelelsen.

'Et studie har afsløret, at disse specifikke produkter udleder ioniserende stråling,' lyder det videre.

Det slås i samme ombæring fast, at strålingsmængden er lav. Det samme er risikoen for at blive syg. Men som det konstateres:

'Alligevel kan det ikke udelukkes, at det kan give problemer for dit helbred på lang sigt at gå med disse produkter over en længere periode.'

Hvis man ligger inde med sådanne produkter, anbefales det ligeledes, at man gemmer dem væk et sikkert sted.

Det kan være i den originale indpakning, en taske, der kan lukkes helt tæt, og så gerne i et lukket skab. Dernæst skal man kontakte relevante myndigheder.

Sådan ser at armbånd til børn ud, som afgiver potentiel farligt stråling.
Sådan ser at armbånd til børn ud, som afgiver potentiel farligt stråling.
Vis mere

Samtidig opfordrer man personer, der kan have anskaffet sig disse produkter, til at advare partnere og børn om ikke at gå med dem.

De hollandske myndigheder slår desuden fast, at det ligesom i Danmark er forbudt at sælge de angivne produkter.