Kunderne i Coops mange supermarkedskæder i Danmark kan de kommende år se frem til at få adgang til en lang række nye fødevarer fra sydeuropæiske lande og sandsynligvis også faldende priser.

Sådan lyder vurderingen, efter Coop torsdag præsenterede et samarbejde med en af verdens absolutte sværvægtere inden for dagligvarehandel.

Det var selskabet Coop Trading, der meldte ud, at de nordiske Coop-selskaber har indgået en aftale med den franske gigant Carrefour.

En gigant, som driver 12.800 supermarkeder og i 2020 alene omsatte for svimlende 580 milliarder kroner.

Coop har indgået en aftale med Carrefour
Coop har indgået en aftale med Carrefour Foto: Preben Madsen
Vis mere

»Med aftalen får vi adgang til Carrefours fulde sortiment og volumen. Dermed bliver vi i stand til at fortsætte den rejse, vi har været på de seneste år med flere, nye og bedre produkter. Aftalen vil betyde, at kunderne i de nordiske lande vil få mulighed for et større udvalg af spændende varer,« siger Jan Lundgreen, administrerende direktør i Coop Trading, i en pressemeddelelse.

Og hvad betyder så helt konkret for kunderne i Coops kæder, som tæller Irma, Kvickly, Brugsen-kæderne, Fakta og Coop 365?

»Jeg forventer helt bestemt, at vi kommer til at se de her Carrefour-varer i Coops butikker. Carrefour har en enorm serie af private labels. Det er høj kvalitet,« siger Mogens Bjerre, ekspert i detailhandel og lektor på CBS.

Varerne vil blandt andet være franske, italienske og spanske private labels.

Og det kan blive en succes i sig selv, vurderer Mogens Bjerre.

»Det betyder, at man bliver i stand til at føre originale varer fra området, i stedet for at sælge danske kopier. På den måde kan man skabe noget reel værdi og en kvalitetsoplevelse. Jeg tror, det kan noget, blandt andet fordi danskerne generelt er glad for fødevarer fra de breddegrader,« siger Mogens Bjerre.

Og så er der prisaspektet.

Efter flere år, hvor Coop har slået på tromme for økologi, lokale varer og højere kvalitet frem for priskrig, er Coop det seneste år begyndt at have et sideløbende fokus på pris.

Det er kommet til udtryk ved, at Coop-toppen flere gange har meldt ud offentligt, at de mener, at discount kommer til at fylde mere i kølvandet på coronakrisen, og at prissætning derfor bliver vigtigere den kommende tid.

Carrefour er en af verdens største dagligvareaktører
Carrefour er en af verdens største dagligvareaktører Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

Samtidig har de for alvor sparket gang i konvertering af Fakta-butikker til det nye lavpriskoncept Coop 365 i et håb om at fylde mere på discountmarkedet.

Spørgsmålet er så, om samarbejdsaftalen med Carrefour – som blandt andet skal give mulighed for »udvikle fælles synergier ved produktion af egne mærker,« som det lyder i pressemeddelelsen – kan hjælpe Coop til at rette priserne ned.

»Jeg tror først og fremmest, at det her giver Coop mulighed for at skille sig ud med nogle unikke varer. Men det er klart, at når du får adgang til så stor en indkøbsmaskine, som Carrefour er, så kan det naturligvis give adgang til fordelagtige indkøbspriser,« siger Mogens Bjerre:

»Så ja: Det kommer til at hjælpe Coop til at forfølge discountdelen af deres strategi og være skarpe på prisen.«