Det startede allerede tidligt i marts. Filmstudier og tv-kanaler som DR og BBC stoppede optagelser. Streamingtjenester som HBO, Netflix og andre store udbydere satte produktionen af hundreder af film og serier på hold.

Siden har der været stille. Total lammelse har ramt branchen. Skuespillere, instruktører og producenter kan ikke mødes på grund af coronakrisen. En tørke er på vej.

En tørke, du vil kunne mærke inden for få måneder.

Du vil få mindre for de penge, du bruger på tv-pakken. Du vil savne biograffilm, som ikke kommer ud.

Og du vil få mindre for de penge, du betaler for streaming-abonnementer.

»Ingen ved, hvor mange film og serier de her streamingtjenester eller tv-kanaler har på lager. Alt afhængig af, hvor længe den her coronakrise kører, vil man som forbruger opleve, at der kommer mindre nyt indhold ud, og nogle steder vil det måske komme til at stå lidt stille i en periode,« siger Rasmus Larsen, redaktør på Flatpanels.dk.

Og det er ikke små titler, der står til at blive forsinket med flere måneder. Af film kan nævnes 'Mission Impossible', 'James Bond' og 'Fast & The Furious', som enten er udsat eller midlertidigt stoppet.

Hos Netflix kan nævnes serier som 'The Witcher', 'Stranger Things' og 'Peaky Blinders', som er sat på pause.

Også tv-udbydere som BBC og sågar danske kanaler – deriblandt DR – melder om, at produktioner bliver forsinket.

»Alle er lidt i samme båd. Mange vil forsøge at se, om ikke de kan hente noget frem fra gemmerne eller købe noget materiale andre steder, man kan give kunderne i stedet,« siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker ved TommorowsNextMedia:

»Der kommer en periode, hvor man som kunde vil opleve, at der måske kommer fem nye ting om ugen i stedet for 15. Udbyderne kommer til at sprede de ting, de har liggende, tyndere ud.«

Der er dog også et absolut skrækscenarie, som de forskellige streamingtjenester lige nu sidder og frygter:

»Går der yderligere seks måneder, hvor man ikke kan optage og producere indhold, så bliver det slemt. Så vil man virkelig kunne mærke det ude hos kunderne, og så risikerer tjenesterne, at folk begynder at opsige deres abonnementer, fordi der simpelthen sker for lidt,« siger Claus Bülow Christensen.

Der er dog et par finter, tjenesterne vil gøre brug af for at holde de underholdningshungrende kunder bare nogenlunde til ilden.

»På den korte bane vil man bringe flere genudsendelser, og man kommer til at opleve, at streamingtjenesterne bruger deres algoritmer til at skubbe film og serier frem i din menu, som du ikke har fået set endnu,« siger Rasmus Larsen:

»De kommer også til at fremrykke premieren på nogle film og serier, så de bliver tilgængelige tidligere, end man havde kalkuleret med.«

Og så kan tørken også komme til at påvirke den form for film og serier, der rent faktisk bliver produceret:

»Vi kommer nok til at se, at nogle tjenester simpelthen ændrer manuskriptet på nogle serier, så der ikke er så mange mennesker i den samme scene ad gangen,« siger Claus Bülow Christensen.

Ramus Larsen følger op:

»Sådan noget som animationsfilm kommer vi nok til at se en del mere af. Der skal man ikke bruge mange mennesker på samme sted.«