Lyt til artiklen

I 2015 begyndte chips-producenten Taffel at gøre klar til at lancere en ny pose chips ved navn Supersnacks. Taffel havde solgt forud til kunderne og var klar til at køre dem ud i butikkerne, da konkurrenterne fra Kims pludselig stak en kæp i hjulet.

Kims var ikke glade for Taffels nye firkantede chips. Den firkantede form havde Kims selv brugt til deres Snack Chips i 18 år.

Så Kims havde taget varemærke på tredimensionelle firkantede chips og kunne nu standse Taffels lancering.

»De havde fået den her midlertidige varemærkeregistrering, og så sagde de til os: 'Nu må I ikke have firkantede chips på markedet',« siger Dennis Lyngsø, administrerende direktør for Taffel i Danmark:

Chips
Chips
Vis mere

»Så vi stoppede lanceringen. Men samtidig sagde vi også: 'Det kan ikke passe, at man kan have et varemærke på tredimensionel firkantet chips'. Og det bad vi så ankenævnet kigge på.«

Det gjorde Ankenævnet for Patenter og Varemærker så. De gav Taffel medhold.

En afgørelse, som Kims ankede.

Torsdag fik Taffel så endnu en gang medhold i, at de har lov til lave firkantede chips, da sagen blev afvist ved Sø- og Handelsretten, skriver Finans.dk med henvisning til Fødevarewatch.

»Den afgørelse, som Ankenævnet har truffet, står nu ved magt,« siger Thomas Faust Ryborg, der er områdechef i Forbruger og Erhverv i Nævnenes Hus, som står bag Ankenævnet for Patenter og Varemærker, til Fødevarewatch:

»Man kan derfor ikke have eneret på et tredimensionelt mærke, der handler om, hvordan en chips er udformet.«

Kort sagt: Andre chipsproducenter må godt lave firkantede chips.

»Det, mener vi, er en helt korrekt afgørelse,« siger Dennis Lyngsø, der har følgende at sige om sagen:

»Jeg synes jo, at når en markant markedsleder, som Kims er, også ønsker at sætte sig på markedet for noget så basalt som en firkant, så er det indirekte at bruge sin styrke og størrelse til at begrænse konkurrence.«

Hos Orkla Confectionary & Snacks, der driver Kims i Danmark, har man ikke så meget at tilføje.

Over for B.T. lyder det, at man ikke har nogen kommentar til sagen, da man ikke nødvendigvis anser den for at være afsluttet.

Den kan altså blive anket blive endnu en gang og forlænge kampen om de firkantede chips.